USA angriber igen i Pakistan

14. nov 2008
Mindst ni personer er blevet dræbt af et missil, der blev affyret fra et selvstyrende amerikansk kampfly.

Ifølge pakistanske myndigheder stammer missilet efter alt at dømme fra en drone, der fløj ind over grænsen fra Afghanistan. Det betyder, at det pilotløse, computerkontrollerede kampfly efter alt at dømme er amerikansk, meddeler BBC.

Angrebet fandt sted i det lovløse grænseområde på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor lokale stammeledere opretholder lov og orden. Området menes at være base for den saudiarabiske terrorist Osama bin Laden og andre topledere fra al-Qaeda.

Et hus i en lille landsby blev totalt ødelagt i angrebet, og der kan stadig gemme sig flere lig i ruinerne end de ni civile omkomne, der allerede er fundet. Det oplyser myndighederne.

Amerikanske angreb i det ellers venligtsindede land er de seneste uger taget til, og er ved at udvikle sig til en større krise i Pakistan. Også i USA vækker amerikanske troppers angreb på allierede, civile og venligtsindede lande kritik.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Senest er den amerikanske præsident George W. Bush kommet under skarp kritik. Angrebene menes nemlig at være autoriseret af en hemmelig ordre fra præsidenten, der giver militæret tilladelse til at se stort på landegrænser og andre landes suverænitet i kampen mod terrorister.

-Newspaq

faktaboks