Uopklaret: Jobcenter brændt ned til grunden

6. jul 2012
Politiet indstiller efterforskningen af den påsatte brand mod Jobcenter Syddjurs.

Medarbejderne i Syddjurs Kommunes jobcenter får nok aldrig svar på, hvem der var så desperat, at vedkommende i marts satte ild til deres arbejdsplads, der efterfølgende brændte ned til grunden.

Østjyllands politi har nemlig besluttet at indstille efterforskningen af jobcenterbranden, oplyser efterforskningsleder Claus Danø.

”Vi kan ikke komme nærmere en opklaring, medmindre vi får nye spor eller tip,” siger han.

Politiet har forsøgt sig med både tekniske undersøgelser og afhøringer, men det har ikke ført dem på sporet af nogen gerningspersoner.

Vrede ledige i søgelyset

Jobcenteret blev brændt ned en nat mellem søndag og mandag i marts i år.



Det var kort efter, at jobcenteret havde været udsat for hård kritik for et kontroversielt samarbejde med to private jobfirmaer i behandlingen af sygedagpengesager.

Netop utilfredse borgere har også indgået i politiets efterforskning.

”Vi efterforsker bredt, og vi er bekendt med, at der har været enkelte tilfælde af uoverensstemmelser mellem klienter og ansatte på jobcenteret. Det indgår også i efterforskningen,” sagde efterforskningslederen kort efter branden.

Manglede vidner og overvågning

Som led i efterforskningen har politiet haft fat i flere personer, der kunne have motiv til at brænde jobcenteret ned.

”Der har været peget på nogen, men dem har vi undersøgt, og de er ikke relevante længere,” siger Claus Danø.

Han fortæller, at efterforskningen har været besværliggjort af, at politiet har manglet både vidner, overvågning og tekniske spor.

Syddjurs Kommune har fået 65 millioner kroner i erstatning fra forsikringsselskabet efter branden.

Fakta
  • Jobcenter Syddjurs blev brændt ned natten mellem søndag den 11. og mandag den 12. marts i år.
  • Jobcenteret var placeret i Kolind sammen med kommunens bibliotek.
  • De ansatte på jobcenteret er efterfølgende blevet genhuset på kommunens kontorer i Ebeltoft.