Grupper af unge, der fester i Kongens Have, gør ansatte og gæster utrygge (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Unge tvinger Kongens Have til at lukke: Ansatte er utrygge

16. jun, 09:10
Normalt kan gæster nyde sommeraftenerne i Kongens Have i København til klokken 22. Men det har nogle unge mennesker fået sat en stopper for.

Fra i dag tirsdag den 16. juni og resten af sommeren lukker Kongens Have klokken 20. Det er to timer tidligere end normalt.

LÆS OGSÅ: Rigmand hiver murersvend i retten: 'Vil sende os fra hus og hjem'

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har taget beslutningen om at ændre åbningstiderne for parken, der ligger midt i København.

Årsagen er, at store grupper af unge bruger haven til at feste i. Ifølge Niels Mellergaard, der er slotshavechef hos Slots- og Kulturstyrelsen, drikker de unge, spiller høj musik og har udøvet hærværk mod haven.

- Det er vores opgave at sikre, at alle, der besøger Kongens Have, får en god oplevelse, og at der ikke er gæster, som holder sig væk, fordi de er nervøse. Når forpagtere, naboer, gæster og ansatte føler sig utrygge, fordi store grupper af unge drikker sig bevidstløse, spiller musik for fuld drøn, hiver planter op af jorden, øver hærværk på bænke, borde og stole og endda kommer op at slås, så er vi selvfølgelig nødt til at gribe ind, siger han ifølge Politiken.

LÆS OGSÅ: Superligaklub i knæ: Alle går ned i løn

Politiet har ellers de seneste måneder været ekstra meget til stede i haven for at sikre, at de besøgende overholder forsamlingsforbuddet.