Unge myldrer ind i akasserne

8. mar 2013, 10:14
Flere end 26.000 elever og studerende meldte sig ind i en akasse sidste år. Belønningen kan være på over 14.000 kroner

Gratis medlemskab af en a-kasse og udsigt til kolde kontanter trækker unge til.

På to år år er antallet af studerende og elever, der er medlem af en a-kasse, steget fra 37.500 til 90.000. Det viser helt nye tal fra AK-Samvirke, der er a-kassernes brancheorganisation.

Det er nemlig blevet en god forretning at blive medlem i tide. Og det er særligt det forhold, der forklarer stigningen.

Det vurderer direktør Verner Sand Kirk, AK-Samvirke.

"De kan sikre sig en ekstra måneds dagpenge i tilfælde af, at de ikke får arbejde, når de er færdige. Det ser mange som en fordel," siger Verner Sand Kirk.

14.000 klingende grunde

Siden august 2009 har det været muligt for unge under 30 år, der er under uddannelse, at blive optaget i en a-kasse uden at betale kontingent til arbejdsløshedsforsikringen.

Men det er kun andet år, at det er muligt at opgøre, hvor mange der melder sig ind, mens de studerer.

Mange a-kasser har også fritaget unge for at betale bidrag til administration, så medlemskabet er helt gratis.

For unge er der cirka 14.000 kroner - en måneds dagpenge - at tjene på at være medlem under uddannelsen.

Hvis man som studerende først melder sig ind, når man er færdiguddannet, går der en måned, inden man får ret til dagpenge.

A-kasser i charmeoffensiv

Stigningen skal ses i lyset af, at a-kasserne også kastet sig ud i omfattende markedsføring overfor unge.

En af topscorerne er Magistrenes A-kasse, der sidste år fik fire procent flere studerende medlemmer.

Magistrenes a-kasse har blandt andet "organisatorer", der tager ud på universiteterne og fortæller om, hvorfor det er fornuftigt at melde sig ind.

"Det går bedre og bedre. De studerende kan godt se beskæftigelsessituationen. Ledigheden er meget høj blandt nyuddannede, så de kan godt se fordelen," siger Magistrenes A-kasses formand, Frederik Dehlholm.

Sammen med Dansk Magisterforening har de også lavet en 'cand.portal' på nettet med råd til jobsøgning og en interaktiv jobsamtale.

Frederik Dehlholm siger, at målet er at få de unge i arbejde. A-kassen håber, at de så forbliver medlemmer.

"Vi har et mål om, at 90 bliver betalende medlemmer efter endt uddannelse. Vi ligger nu over 80 procent," siger han.

Lettere at snuppe studerende, når ledighed er høj

Et andet sted, hvor man har haft stort held med at rekruttere studerende, er CA a-kasse, der sidste år fik seks procent flere såkaldte kontingentfrie medlemmer.

CA a-kasse har primært medlemmer indenfor business, ledelse og økonomi. Den har et tæt samarbejde med handelshøjskolerne og tilbyder karriererådgivning på flere skoler.

"Vi oplever en stor interesse for rådgivningen, men det er også væsentligt nemmere at rekruttere studerende medlemmer med den ledighed, der er nu. Før 2007 var det op ad bakke," siger direktør for CA a-kasse Christian Friis.