Unge mødre er sure på De unge mødre

2. okt 2009
Kanal 4s succesdokumentarserie De unge mødre får omverden til at se skævt til kvinder, der tidligt får børn, siger en række unge mødre.

Succes-dokumentarserien ”De unge mødre” på tv-stationen Kanal 4 har negative konsekvenser for kvinder, der tidligt får børn.

Både i dagligdagen og på jobbet mødes mange unge mødre med nedladende bemærkninger og afstandtagen.

Det siger Mødrehjælpen og en lang række mødre, som Avisen.dk har talt med.

”De mange unge mødre, som kommer hos os, er fortørnede over, at programmet sætter dem i bås som en gruppe, der tackler forældrerollen dårligt,” siger Inger Thorø Pedersen, rådgivningschef i Mødrehjælpen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Der findes hadegrupper på Facebook, hvor mødrene bliver latterliggjort som uansvarlige forældre. De pinligste episoder fra tv-serien lægges ud på Youtube. Og i folkemunde florerer hånlige citater - om eksempelvis den unge mor, der i programmet understreger, at hun giver sin søn grøntsager, nemlig pommes frittes.

"De dumme mødre"

Kanal 4's realitydokumentar "De unge mødre”  viser, hvordan udvalgte teenagemødre ofte klarer sig uheldigt i forældrerollen. Men det er ikke kun underholdning på tv, online og i folkemunde, hvor mødrene kaldes ”De dumme mødre.” Serien er barsk hverdag for titusindvis af unge, ofte enlige mødre.

”Programmet skaber og dyrker fordomme. Jeg er blevet spurgt om, jeg giver mit barn pommes frittes, og overfor både overfor personale og andre forældre i min datters børnehave skal jeg svare på, hvorfor jeg som så ung fik Rosa, og om jeg kan tage vare på hende,” siger Anna-Lena Petersen fra Herlev.

Hun er en 22-årig lærerstuderende og mor til den 3-årige snakkesalige Rosa.

Den 23-årige Louise Holm Bladt fra Augustenborg fødte for fem år siden en søn. Hun siger, at hun oplever at blive mistænkeliggjort – bl.a. i sønnens børnehave, hvor hun skal lægge ører til spydige kommentarer og spørgsmål.

Ubegrundet mistillid

”Især forældre i 30’erne taler ned til os og mistænkeliggør os alene fordi, vi tidligt har fået børn. Det er som om, at programmet dyrker en ubegrundet mistillid til alle unge mødre,” siger hun.

”Vel er programmet underholdende, men det latterliggør over én kam alle unge mødre, som fremstilles som sociale tilfælde på kontanthjælp, siger den 22-årigeTrine Dohn Borregaard fra Ringkøbing. Hun har en otte måneder gammel søn.

Fortørnede mødre

”Det skildrer ikke virkeligheden, men forenkler den til ulempe for alle unge mødre, der siger, at de gang på gang støder på fordomme fra programmet, ” siger Inger Thorø Pedersen, Mødrehjælpen.

”Det er trist, at man slet ikke følger nogle af de mange unge mødre, der modnes hurtigt og med lidt rådgivning, faktisk klarer sig utrolig godt,” siger hun.

Hun opfordrer programmets producent Kaare Sand til at lave programmer, der hjælper mødrene i stedet for blot at beskrive deres problematiske hverdag.

Producent Kaare Sand afviser kritikken.

De unge mødre

Dokumentarserie om en række teenagemødre, der bliver forældre

Der er produceret over 219 afsnit siden 2005.
Cirka 150.000 seere i gennemsnit følger hvert program.

Kanal 4 søger piger under 20 år til de kommende afsnit af succes-serien.

Flere end 40 unge kvinder har gennem tiden vist en bid af deres liv programmet.