Unge bliver afhængige af spil

29. okt 2008
De unge spiller på livet løs og for knap én ud af 10 af dem er spilleglæden så stor, at de bliver afhængige.

Blandt de 12-17-årige er der otte procent, der udviser såkaldt risikoadfærd i forhold til at spille om penge. Det svarer til 33.000 personer.

Poker og Odds-spil er nogle af de mest udbredte spil på internettet. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.

Hvis man har en risikoadfærd, spiller man for eksempel mere og mere. Man kan forsvinde ind i en lukket verden, man kan miste kontrollen, og nogle har løjet eller spillet videre for at få tabte penge igen.

Tallet overrasker Michael Jørsel, der er leder af Center for Ludomani.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det er et overraskende stort tal, og det er også på sin vis et rystende tal, fordi bag hver eneste af de her 33.000 unge gemmer der sig jo en person, der i et eller andet omfang har nogle problemer med det her," forklarer han til Nyhedsbureauet Newspaq.

Lederen af centret fortæller, at der er flere dele af problemet. Også det, at spil generelt breder sig mere og mere, og at de unge også bliver ramt af reklamerne om spil på nettet er problematisk.

"Det må vække ekstra bekymring, fordi pc-mediet er noget, der er kendt - og brugt - dagligt af alle unge," advarer han.

De unges familie og venner er også påvirket af deres afhængighed af spil, påpeger Michael Jørsel, og selv om otte procent ikke lyder af meget, så forklarer han, at jo tidligere, man begynder at spille, jo større er sandsynligheden for, at man senere i livet udvikler egentlige spillemæssige problemer eller ludomani.

Han mener, at der skal sættes ind på den forebyggende front.

"Rent konkret vil jeg foreslå, at den danske spillelov bliver revideret. Loven er fra 1948, og det var før, det første fjernsyn så dagens lys. Loven er så gammel, at den bør justeres i forhold til den tid vi lever i i dag," foreslår han i interviewet med Newspaq

Michael Jørsel mener desuden, at loven om gevinstgivende spilleautomater skal ændres - dels skal der gå flere penge til behandling af ludomaner, og dels skal nogle af pengene også gå til forebyggelse og oplysning til skoler og erhvervsliv.

Og han efterlyser, at aldersgrænsen for at kunne spille om penge bliver fastsat til 18 år.

-Newspaq

faktaboks