Unge blender Joes juice på eget ansvar

29. sep 2011
Hvis fingeren ryger i juicepresseren, er det på eget ansvar for de unge, der skal læres op til at arbejde hos Joe The Juice.

Når unge tager til oplæring i succesvirksomheden Joe & The Juice, er det ikke alene uden løn og uden garanti for at blive ansat. Deltagelse i oplæringen sker på eget ansvar, og Joe & The Juice fraskriver sig ethvert ansvar, selv hvis deltagerne kommer til skade.

Det vækker forargelse hos fagforeningen 3F, der organiserer ufaglært restaurationspersonale.

”Det er grotesk og absurd, at arbejdsgiveren forsøger at fraskrive sig ansvaret,” siger Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel og Restauration i København.

Han mener, at Joe & The Juice's kursus klart er led i det at blive ansat hos juicekæden, og at det derfor må være arbejdsgiverens ansvar.

”Det er jo et kursus, der er rettet mod at arbejde i netop Joe & the Juice og ingen andre steder. Derfor er det en del af ansættelsen,” siger han.

Han tilføjer, at det er i oplæringsfasen, at ”man har mest brug for at være forsikret”.

”Det er ikke verdens farligste arbejdsplads, men man kan godt få snittet fingeren af i sådan en juicepresser, hvis man er uheldig,” siger han.

Jan Mathisen fortæller, at han har taget kontakt til Joe & the Juice i håb om at sikre ”mere ordnede forhold” på arbejdspladsen fremover.

Kun dækket med ulykkesforsikring

Joe & the Juice oplyser overfor deres kommende medarbejdere, at oplæringen er ”et kursus og ikke et ansættelsesforhold”. Derfor er de kommende medarbejdere ikke dækket af den forsikring, arbejdsgivere normalt har til at dække deres medarbejdere.

De unge, der deltager i oplæringen, er derfor i stedet dækket af deres egen personlige forsikring.

Det forklarer Tenna Westergaard, konsulent i Forsikringsoplysningen.

”Hvis der endnu ikke er et ansættelsesforhold, vil det blive betragtet som fritid. Også selvom der er tale om en mulig kommende arbejdsgiver,” siger hun.

Dermed er de unge, der forsøger at få foden indenfor hos Joe & The Juice, kun dækket, hvis de selv har tegnet en ulykkesforsikring.

Det har hver fjerde unge ikke, viser en undersøgelse foretaget for Tryg.

Dermed er en del af de unge ikke dækket af nogen forsikring, når de deltager i oplæringen.

Tenna Westergaard påpeger, at Joe & the Juice trods ansvarsfraskrivelsen vil kunne holdes ansvarlige, hvis de decideret har gjort noget forkert. For eksempel hvis sikkerheden har været for dårlig, eller hvis deltagerne ikke er blevet ordentligt instrueret.

Joe & the Juice: Det er frivilligt

Sebastian Vestergaard er ansvarlig for juicekurserne hos Joe & The Juice. Han understreger, at kurset er et frivilligt tilbud, og at det, der bliver lavet på kurset, ikke bliver solgt i kædens forretninger.

”Vi har et ansættelsesforhold, som er struktureret sådan, at du får løn når du er bag baren. Det er her, oplæringen og træningen sker. Udover, og uafhængigt af det, har vi et frivilligt kursus, som folk kan vælge at tilmelde sig. Det er vigtigt at slå fast, at kurset ikke er oplæring. Det er et kursus, som lærer deltagerne om ernæring, kost og hygiejne," siger han.

Avisen.dk har været i kontakt med flere, som fortæller om kurset som reel oplæring, og ifølge kursusbeskrivelsen bliver kursusdeltagerne undervist i at lave Joe & The Juice's produkter.

Sebastian Vestergaard fastholder dog, at kurset er frivilligt og understreger, at når det er tilfældet, har deltageren et personansvar, ligesom Joe & The Juice har ansvar, hvis de er direkte skyld i skader.

Sebastian Vestergaard afviser derfor Jan Mathisen og 3F's kritik:

”Hvis det var et krav, at man skulle igennem det, eller hvis det var systematisk udnyttelse af unge, kunne jeg se problemet. Men det er et frivilligt kursus, og vi ansætter masser af mennesker, som ikke har været på kurset, så det er ikke en adgangsbillet eller et krav,” siger han.

Dokumentation

Det skriver Joe & the Juice til deres kommende medarbejdere:

”Deltagelse i kurset sker på eget ansvar og JOE & THE JUICE A/S er ikke ansvarlig for bortkomne
genstande, skader på genstande eller personskade.”