Unge arbejder gratis for job hos juicekonge

27. sep 2011
Den succesrige juicebar Joe The Juice ansætter personale efter en uges ubetalt oplæring. Udnyttelse lyder det fra LO. Ledelsen afviser og kalder det et frivilligt tilbud.

Et ugelangt optræningskursus uden løn eller jobgaranti. Det er virkeligheden for størstedelen af de unge, der ansættes hos den succesrige juicekæde Joe & The Juice.

Den hurtigt voksende juicekæde er i aften blandt tre finalister i en erhvervskonkurrence udbudt af Magasinet Penge på Danmarks Radio og Ugebrevet Mandag Morgen. Her belønnes vinderen for at gå alternative veje og eksperimentere med nye måder at skabe vækst på.

Men juicekædens rekrutteringsmetoder møder nu kritik for at være lidt for alternative.

"Det er en grov udnyttelse af unge mennesker, der gerne vil have et job," lyder det fra Ejnar K. Holst, der er forbundssekretær i LO.

Avisen.dk har været i kontakt med flere kilder, som kan berette om lange, ubetalte oplæringsforløb som en del af ansættelsesproceduren hos Joe & The Juice. Og af et brev, som Joe & The Juice uddeler til deltagerne på firmaets oplæringsforløb, fremgår det klart, at de hverken er sikret løn eller job.

"Vi gør for god ordens skyld opmærksom på, at der er tale om et kursus og ikke et ansættelsesforhold, lige som der heller ikke automatisk gives tilbud om efterfølgende ansættelse hos Joe & the Juice A/S," hedder det i brevet.

"Du oppebærer ingen form for vederlag under kurset, da der er tale om et kursus," tilføjer juicefirmaet.

En af deltagerne i det såkaldte 'Juicer Academy', 20-årige Frederik Lohse fra København, fortæller, hvordan han brugte 50 ulønnede timer på at lære at lave juice - uden at vide om det førte til et job.


Et frivilligt tilbud - der klæder dig bedre på

Sebastian Vestergaard, der er ansvarlig for 'Juicer Academy' hos Joe & The Juice, forklarer, at der et tale om et tilbud til de mange unge, der søger job hos juicekæden. Men han understreger, at det ikke er påkrævet at deltage i for at få job.

Han medgiver dog, at Juicer Academy "klæder deltagerne bedre på til jobbet", og de fleste takker ja.

Selvom Joe & The Juice først beslutter sig for, hvem de vil ansætte efter det fem dage lange kursus afviser Sebastian Vestergaard, at oplæringsforløbet er en del af ansættelsesproceduren:

"Vores 'Academy' er ikke et forløb, hvor de skal vise os, hvad de kan, og hvor vi skal vurdere dem. Det er et åbent kursus med undervisning i produktion af sandwich, juice og kaffe kombineret med undervisning i de ernæringsmæssige forhold og hygiejnekrav," siger han.

LO: ”Noget snavs”

Forbundssekretær hos LO, Ejnar K. Holst, finder det kritisabelt, at de unge kan risikere at bruge en arbejdsuge uden hverken betaling eller jobgaranti.

”På det danske arbejdsmarked er det let at hyre og fyre, og derfor er der ingen grund til, at man skal arbejde gratis for at vise, at man kan," siger han.

Ifølge Ejnar K. Holst er der ikke noget ulovligt i metoden.

"Men jeg synes ikke, at man kan være det bekendt. Det er virkelig noget snavs," siger han.

Alfred Josefsen er administrerende direktør i Irma og har som dommer og mentor i DR og Mandag Morgens vækstkonkurrence været med til at udpege Joe & The Juice som én af de tre finalister.

Han ønsker ikke at kommentere konkret på arbejdsforholdene på Joe & the Juice, men påpeger at han ikke selv ville bede kommende ansatte lade sig oplære gratis i Irma.

”Vi har overenskomster, og dem er vi glade for. Selvfølgelig skal man have løn for at udføre sit arbejde,” siger han.

Direktør: vi har glade ansatte

Direktør og stifter af Joe & The Juice, Kaspar Basse, finder kritikken urimelig. Han påpeger, at der findes andre jobs, hvor man bliver bedt om at gå igennem flere forløb, uden at vide, om man har fået jobbet eller ej.

"De (kritikerne red.) skulle hellere kigge på selve arbejdet og medarbejdertilfredsheden. I vores ambitioner om at skabe en attraktiv oplevelse har vi også skabt et højt omfang af glade medarbejdere, der ofte bliver her i flere år," siger han og understreger, at oplæringen er struktureret på lovlig vis.

Kaspar Basse forklarer den ubetalte oplæring med, at det er et omfattende forløb, der er udgiftstungt for kæden og tilføjer:

”Jeg synes det er rimeligt, at det indledende træningsforløb er en proces, hvor det er muligt for både os og medarbejderen at finde ud af, om vi passer sammen.”

Men argumentet om dyr oplæring køber Ejnar K. Holst ikke.

”Når der ikke er en anerkendt uddannelse på området, er det virksomhedens opgave at stå for oplæring. For det er også virksomheden, der tjener på det bagefter. Det er en forudsætning for arbejdskraften," siger han.

Fakta
  • Joe & The Juice har 20 - snart 21 - juicebarer i Danmark.
  • Kæden har omkring 250 ansatte.
  • Kædens første butik åbnede i 2002 i København.