Ungarsk politiker: Glem alt om social dumping

11. jun 2012
Ungarske Kinga Göncz, der er medlem af EuropaParlamentet, har svært ved at forstå, hvorfor danskerne bekymrer sig om østeuropæisk arbejdskraft.

Stop med at opildne til fremmedhad, og kæmp i stedet for lige vilkår for alle.

Sådan lyder opsangen til danske politikere fra ungarske Kinga Göncz, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og tidligere ungarsk udenrigsminister.

Hun mener, at østeuropæisk arbejdskraft i for eksempel Danmark er en fordel for både arbejder og værtsland.

”Det er en sejr for både arbejdstageren og værtslandet, når en østeuropæer tager til andre steder i Europa for at arbejde. Hvis folk ikke kan finde arbejde i deres hjemland, kan de prøve at finde arbejde i andre medlemslande. På den måde kan de udfylde hullerne på arbejdsmarkedet, hvad enten det er, fordi de lokale ikke gider udføre arbejdet, eller fordi man simpelthen mangler arbejdskraft.”

'Urimeligt' at kalde det 'social dumping'

Hvad mener du så om begrebet 'social dumping'?

”'Social dumping' er en urimelig måde at beskrive situationen. Man burde hellere udtrykke bekymring for dem, der arbejder udenfor deres hjemland, deres arbejdsliv og sociale rettigheder. Vi ser mange sager, hvor folk bliver udnyttet og tvunget til at acceptere farlige forhold.”

Men kunne der ikke også være grund til at regulere østeuropæisk arbejdskraft i for eksempel Danmark?

”Vi skal skabe den rette balance mellem sociale rettigheder og økonomiske interesser. Alle medlemslande skal gøre det klart, at vi europæiske borgere har de samme rettigheder og standarder, uanset hvor vi bor og arbejder.”[pagebreak]

Kan du forstå, hvis man som dansker er bekymret for at miste jobbet til en østeuropæer?

”Mobiliteten er endnu vigtigere i krisetider, når millioner af mennesker står uden arbejde og søger job, hvor det end kan lade sig gøre. I stedet for at ophidse til fremmedhad og protektionisme skal vi fjerne de barrerier, der gør det indre marked besværligt.”

Hvad mener du om ideen om at genindføre arbejdstilladelse?

”Et af de grundlæggende principper i EU er den fri bevægelighed. Det betyder, at statsborgere i de europæiske lande har ret til at bo og arbejde i EU's medlemslande. Denne ret har haft enorme fordele for borgerne, men også for medlemslandene. Hvis man måler bidraget fra indvandrere og borgere fra andre medlemslande til væksten i forskellige lande, er effekten helt klart positiv.”