(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ung stjerne kaprer rolle i DR's nye søndagsdrama

17. sep 2020, 13:10
Flora Ofelia spiller rollen som Holly, der er datteren i en familie, som kommer i myndighedernes søgelys.

Flora Ofelia var kun ti år gammel, da hun tilbage i 2015 vandt børnenes melodigrandprix, MGP, med popsangen "Du Du Du".

Når hun nu - fem år efter og naturligvis også fem år ældre - vender tilbage til DR, er det til et helt andet publikum.

15-årige Flora Ofelia indtager nemlig en af de bærende roller i DR's nye, store søndagsdrama, "Ulven kommer", som får premiere på DR den 11. oktober.

Omdrejningspunktet i "Ulven kommer" er familien Mølgård Hansen, som kommer under de sociale myndigheders mistanke om vold i hjemmet.

Flora Ofelia spiller datteren Holly, det uprøvede talent Noah Storm Otto spiller sønnen Theo, mens de mere etablerede skuespillere Christine Albeck Børge og Peter Plaugborg spiller forældrene.

Socialrådgiveren Lars - spillet af Bjarne Henriksen - er sat på sagen og skal forsøge at finde ud af, hvem der lyver, og hvem der taler sandt i familien.

Uanset set hvad han konkluderer, vil hans beslutninger få store konsekvenser for familien.

Tvivlen vokser, og Lars er kun sikker på én ting: at der er noget helt galt i familien.

Selv om rollen som datteren Holly er Flora Ofelias første store rolle, er skuespil ikke helt fremmed for hende. Tilbage i 2018 medvirkede hun i den danske fantasyfamiliefilm "Landet af glas".

"Ulven kommer" vises i otte afsnit og har premiere på DR1 søndag den 11. oktober klokken 20.00 og på DRTV klokken 06.00.

/ritzau/