Politiet har kun en sparsom beskrivelse af gerningsmand bag knivstik i Odense fredag aften. Cirka 20 år gammel, 165 centimeter høj og iført en mørk jakke. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ung mand bag blodigt drama: Nu er han på flugt fra politiet

2. maj 2020, 08:17
En 41-årig mand i Odense blev fredag stukket i maven med en kniv, da han bad yngre mand stoppe chikane.

En 41-årig mand i Odense blev fredag aften stukket med kniv af en ukendt person, som forinden havde chikaneret flere beboere i en ejendom.

Det oplyser Fyns Politi. Offeret er uden for livsfare.

- En mand på omkring 20 år havde ringet på samtlige dørtelefoner i ejendommen, og da den 41-årige mand går ned og beder ham om at stoppe, bliver han stukket i maven med en kniv, siger vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi.

Hændelsen, der fandt sted ved en beboelsesejendom i centrum af Odense, blev anmeldt klokken 21.33.

- Heldigvis var knivstikket ikke livstruende. Offeret er blevet behandlet på skadestuen, oplyser vagtchefen.

Gerningsmanden er ikke anholdt. Han beskrives som værende 165 centimeter høj og var iført en mørk jakke.

- Tilsyneladende er knivstikkeriet sket helt umotiveret, forstået på den måde, at de to ikke kendte hinanden, siger vagtchefen.

Politiet har haft hundepatruljer og efterforskere på stedet, som har talt med flere beboere.

- Nu skal vi se, om der eventuelt er overvågningsoptagelser fra området, siger Milan Holck Nielsen.

Gerningsvåbnet er ikke dukket op under politiets afsøgning af området.

/ritzau/