Undgå knockout: Sådan takler du afslag

15. apr 2013, 13:30
Føler du dig også gang på gang som taberen i det store jobsøgningsspil? Sådan undgår du at miste modet.

Afvisninger kan gøre ondt.

Især hvis man modtager mange af dem, er det nemt at miste modet. Det smitter af på den næste ansøgning - og bliver nemt en ond spiral.

Så lær at takle afslag på den bedste måde!

Her er fem råd hentet fra den kommende bog "Arbejdsløs - Verdens Hårdeste Job", som Min A-Kasse står bag.

1. Vær rationel

"Den sværeste og nok vigtigste øvelse er at overbevise dig selv om, at afslaget sjældent har noget med dig eller din person at gøre.

Det er ikke let, når du føler dig fagligt eller personligt vraget. Men hvis du tager kuglerammen frem og konsekvent regner ud, hvor statistisk lille din chance er for at få jobbet, så lærer du ikke at sætte dine forventninger for højt, men er i stedet ydmyg.

Det betyder ikke, du ikke skal tro på dine chancer, for det skal du. Du har masser at give og skal nok komme i mål. Det er bare ikke sikkert, det bliver i første, anden, eller fyrretyvende hug. Måske bliver det slet ikke i år, og de afslag skal du øjeblikkeligt ryste af dig, og i stedet komme videre, for du har stadig de samme kompetencer at byde ind med.

Du skal altså tro det bedste og forvente det værste."

2. Se det som selvudvikling

"Det, der skal drive dig til at blive ved med at søge er, at du faktisk kan se, du lærer noget om dig selv ved at lave ansøgninger og skrive CV.

Når du kigger tilbage på dine første afslag, vil du nok finde ud af, at noget af det, du har søgt, slet ikke har passet til dig og din profil, og så kan du pludselig godt forstå, du blev valgt fra.

Samtidig vil du over tid blive skarpere på, hvad du rent faktisk kan, og du vil erfare, at dine kompetencer er langt større end først antaget. Det kan hjælpe dig til en mere målrettet jobsøgning."

3. Tænk positivt

"Det lyder banalt. Det er banalt. Og det er virkningsfuldt. Det handler ganske enkelt om at fokusere på det positive omkring et afslag frem for det negative.

Hvis du har søgt et job med mere end 100 ansøgere, er det næppe overraskende, at du ikke er den heldige, der kom gennem nåleøjet.

Måske er der en mening med afslaget, fordi det næste job, du skal søge gennem dit netværk, passer meget bedre til din profil. Måske er virksomheden i virkeligheden slet ikke god nok til dig.

Og når du ringer virksomheden op, og de ikke har tid til at give feedback på din ansøgning, men bare udstråler irritation over din henvendelse, så lad være med at tage det personligt. I den anden ende sidder der en stakkels HR-medarbejder, der bliver væltet omkuld af gode ansøgninger og måske ikke har det overskud, som du udviser ved at bede om svar på din henvendelse."

4. Lav en job-strategi

"I stedet for alene at søge, hvad der bliver slået op, så lav en plan for din jobsøgning, hvor du målrettet lister op, hvad du kan, og hvor du gerne vil hen.

Nu skal du kaste dig over de uopfordrede ansøgninger. Du vil stadig opleve afslag – selv med en solid plan i hånden om et ønsket mål.

Men du vil vide med dig selv, hvor du vil hen, hvordan du kommer videre, og du vil have en klar fornemmelse af, at det er dig, der fører dansen og ikke et tilfældigt jobopslag."

5. Find noget, der giver mening

"Et afslag syner af mindre, hvis du har andre ting i hverdagen, du bruger tid på og oplever succes og glæde ved. Derfor skal du hurtigst muligt sikre dig, at din hverdag rummer sådanne ting."

faktaboks

Rådene er hentet fra bogen "Arbejdsløs - Verdens Hårdeste Job", som udkommer den 17. april.

Bogen vil blive tilgængelig som gratis e-bog.

Forfatterne er Viktor Harder, kandidat i kommunikation og psykologi, og Pernille Marott, journalist.

Begge har selv prøvet at være arbejdsløse.

Psykolog Anne Kirsten Hansen har medvirket til at udforme rådene.

Bogen er udgivet af Min A-Kasse.