Undgå at være fedterøv: Ros chefen rigtigt

23. mar 2012
Chefer skal også have ros. Men gør det for Guds skyld rigtigt

Ros fra medarbejderne er en mangelvare for mange chefer. Det viser en undersøgelse fra HK/Stat.

Det er rigtig dumt, for gode chefer bliver mindre gode, og dårlige chefer endnu værre, hvis ikke de får et skulderklap fra medarbejderne til gengæld for indsatsen.

Men det er vigtigt, at du roser chefen på den rigtige måde, understreger ledelsesforsker Anita Mac fra Roskilde Universitet.

"God ledelse er en lettelse, dårlig ledelse er en plage. Men som medarbejder har du selv indflydelse på, hvordan chefen gør sit arbejde," siger hun.

Her giver hun en håndfuld råd til, hvordan du roser chefen på en klog måde.

1) Undgå at blive stemplet som fedterøv

Direkte ros fra den enkelte medarbejder kan blive misforstået - både af chefen og dine kolleger. Hvis chefen skal have direkte anerkendelse, er det bedst at gøre det som gruppe.

2) Anerkendelse frem for ros

Du kan rose din kollega, men den bedste måde at rose chefen på er ved at anerkende hans ledelsesret. Det gør du ved at være samarbejdsvillig og konstruktiv.

3) Vend det mod dig selv

Hvis du skal rose chefen direkte, er det bedst at gøre det gennem konkrete arbejdssituationer.

For eksempel ved at sige "det du gjorde i sidste uge, har gjort mit arbejde meget lettere," eller "jeg er rigtig glad for mine nye opgaver," eller "det hjalp virkelig at få rykket skrivebordene væk fra vinduet."

4) Læs chefens signaler

Du skal aldrig ignorere, at der er en magtrelation mellem dig og din chef. Det er derfor chefen selv, der udstikker kursen for, hvordan man viser respekt og anerkendelse på arbejdspladsen.

Du skal med andre ord ikke klaske chefen på skulderen og invitere ham med i fredagsbar, hvis han selv opretholder en professionel distance.

skjultitel

"God ledelse er en lettelse, dårlig ledelse er en plage. Men som medarbejder har du selv indflydelse på, hvordan chefen gør sit arbejde."

Anita Mac

Ledelsesforsker