Undgå at dit barn bliver snydt på jobbet

24. jun 2012
Må unge under 18 år arbejde alene om natten? Hvornår har man krav på pause? Læs fem almindelige problemer vedrørende unge fritidsjobbere.

Har knægten fået sommerjob som opvasker, eller skal tøsen arbejde i bådudlejningen?

Mange unge under 18 år knokler løs i fritidsjob hen over sommeren. Det er ikke altid uproblematisk, viser de årlige rapporteringer fra fagbevægelsens jobpatrulje.

”Der er ordnede forhold mange steder, men der er også sager, der viser, at den er helt gal nogen steder,” siger Kasper Tolstrup Andersen, der er den centrale koordinator i Jobpatruljen.

Forældrenes rolle

Forældrenes skal sikre sig, at deres teenagebørn har ordentlige vilkår at arbejde under, siger han:

"Ud over at snakke med deres børn om arbejdet, er det eksempelvis en rigtig god idé at sikre sig, at der ligger en kontrakt, som man selv har læst igennem og godkendt,” siger Kasper Tolstrup Andersen.

Sidste år besøgte og interviewede Jobpatruljen 2.428 fritidsjobbere. Her er nogle af de almindelige problemer, unge fritidsjobbere ramler ind i, og som forældre kan spørge ind til:

Arbejder alene

Mange arbejder alene. En ud af cirka 30 unge arbejder alene på tider, hvor det ikke er lovligt.

Unge 18 år må ikke være alene på arbejdet mellem 18:00-06:00 i hverdage og 14:00-06:00 i weekender.

Ingen pause

Næsten hver 7. har ikke pause, selv om de arbejder over fire en halv time ad gangen.

Det har man krav på.

Manglende instruktion

Næsten fire ud af ti fritidsjobbere er aldrig blevet instrueret i at undgå arbejdsskader - selv om det er arbejdsgiverens pligt.

Mere end hver 20. har oplevet at komme til skade på arbejdet.

Skaderne kan handle om arbejdsmiljø:

Næsten hver 3. unge fritidsjobber løfter ting, der er tungere end 12 kilo. Hver 8. skubber mere end 100 kilo, når de arbejder.

Hver 7. arbejder med produkter påhæftet advarselsmærker og mere en hver 20. har savnet sikkerhedsudstyr.

Manglende ansættelseskontrakter

Hver 10. ung, der arbejder mere end otte timer om ugen i skoleperioden, har ikke ansættelseskontrakt.

Det har man krav på efter en måned.

Snakker ikke rettigheder

42 procent af fritidsjobberne har aldrig snakket om rettigheder og pligter i forbindelse med arbejde med nogen som helst. Det er en god idé, at vide noget om, hvad man ikke skal finde sig i.

Eksempelvis viser Jobpatruljens undersøgelse, at unge tvinges til at finde deres egen afløser, når de er syge.

Kilde: Fagbevægelsens tværfaglige jobpatrulje, 2011

Jobpatruljen
  • Jobpatruljen besøgte i 2011 i alt 10.758 arbejdspladser. De dominerende jobbeskrivelser var: Ekspedition og kasse, vareopfyldning, rengøring, oprydning og lagerarbejde.
  • Interview med 2.428 unge danner baggrunden for deres konklusioner om unges arbejdsliv.