20171122-141824-3-1920x1920we
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ulrik Wilbek overvejer at overtage Støjbergs post

5. jan 2021, 12:20
Ulrik Wilbek åbner til Viborg Stifts Folkeblad muligheden for, at han stiller op som næstformand i Venstre.

Borgmester i Viborg og tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek (V) vil ikke afvise at stille op som næstformand for Venstre efter Inger Støjberg (V).

Det siger han til Viborg Stifts Folkeblad.

- Jeg har fået mange opfordringer, og det vil jeg gerne overveje, siger han til avisen.

Posten som næstformand i Venstre er i spil, efter at partiets forretningsudvalg bad Inger Støjberg om at trække sig, hvilket hun gjorde kort før nytår.

Det blev hun bedt om, da tilliden mellem hende og formand Jakob Ellemann-Jensen var væk, efter at Inger Støjberg offentligt flere gange var gået imod Ellemanns linje.

Partiet arbejder nu på at indkalde og afholde et ekstraordinært landsmøde, hvor medlemmerne kan vælge en ny næstformand.

Ingen kandidater har endnu meldt sig på banen, men formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) har været nævnt som en oplagt kandidat.

Ulrik Wilbek fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at han kun stiller op, hvis tre krav er opfyldt. Han vil kunne fortsætte som borgmester i Viborg, have en mindre synlig rolle end den tidligere næstformand og ikke ende i et kampvalg.

- Næstformanden skal være 100 procent loyal over for formanden. Og det er en post, hvor man primært spiller en rolle på de interne linjer. En som stiller de frække spørgsmål og er med til at lægge strategier.


- Det vil i givet fald ikke være mig, som kommer med en stribe politiske udmeldinger, siger han til avisen.

Ulrik Wilbek, der sideløbende med sin karriere i håndbold i årtier har været politisk aktiv og i 2017 blev borgmester, understreger, at han ikke er officiel kandidat endnu.

- Indtil nu har jeg bare sagt, at hvis der er nogen, som ønsker mig på posten, så vil jeg godt give det en tanke og melde tilbage.

Med Inger Støjbergs afgang som næstformand fortsatte en endog meget turbulent periode for Venstre. I 2019 betød et voldsomt formandsopgør drevet af baglandet, at både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen gik af.

Efterfølgende blev Jakob Ellemann-Jensen valgt til formand. Inger Støjberg blev valgt til næstformand efter et kampvalg mod Ellen Trane Nørby, der nu stiller op som borgmesterkandidat i Sønderborg.


/ritzau/