Ulovlig ordre fra chefen? Her er din ABC

28. feb 2011
Hvad gør du, hvis chefen beder dig overskride køre og hviletidsregler, kravle op på en usikker stige med en boremaskine i hånden eller lægge trægulv på et fugtigt fundament?

Hvad gør du, når chefen bjæffer en ordre, som er ulovlig, urimelig eller direkte farlig?

Hvis du bare siger 'javel' og parerer ordre, kan det i yderste konsekvens ende i arbejdsulykker, farlige situationer for andre eller at virksomheden bliver slæbt i retten.

Her er en række gode råd - fra gruppeformand Jan Gerhard Villadsen fra 3F
Transportgruppen og forhandlingssekretær Ivan Bak, 3F Byggegruppen og Christian Dyberg, forhandlingssekretær i TIB (fra nytår 3F) - til, hvordan du afviser chefens ulovlige ordrer.

1. Sig nej tak med det samme

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Som regel skal man tage stilling til ordren med det samme. Og hvis den er ulovlig, så synes jeg, man skal nægte over for chefen og så tage slagsmålet bagefter.

Overskridelse af køre- og hviletidsregler er en af de situationer, hvor det simpelt hen er alt for farligt at sige ja, siger Jan Gerhard Villadsen.

2. Gå til tillidsrepræsentanten

Få din tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant til at en snak med chefen. Det er arbejdsgiveren, der skal komme med løsninger til, hvordan loven overholdes.

Har du ingen af de tillidsvalgte i nærheden, så hiv fat i kollegerne. Er I flere, der står sammen, så står du jo stærkere, foreslår Ivan Bak.

3. Bliver du truet med fyring – bed om at få ordren på skrift

"Hvis du risikerer at blive fyret for at nægte at gøre noget ulovligt, så står du alt andet lige stærkere i Arbejdsretten, hvis du har det, du er blevet bedt om, på skrift," lyder rådet fra Jan Gerhard Villadsen.

4. Gør indsigelse på skrift

"Nogle gange presser mestre deres svende til f.eks. at sætte gipsplader op, hvor huset ikke er tæt eller til at lægge gulve, selvom fugtigheden ikke er til det. Så gør indsigelse på skrift. På den måde kan man ikke klandre svendene for ikke at have sagt fra, siger Christian Dyberg.

5. Gå til Arbejdstilsynet

"Arbejdstilsynet er myndigheden i forhold til, om arbejdet foregår på forsvarlig vis. Du kan enten kontakte tilsynet sammen med dine kolleger, din tillidsrepræsentant eller på egen hånd," lyder det fra Christian Dyberg.