Ulovlig arbejdskraft fældede svenske ministre

16. mar 2011
Det er en dårlig sag for Miljøminister Karen Elleman V, at et tysk fupfirma renoverer hendes hus, lyder det fra professor, der sammenligner med to sager fra Sverige

Miljøminister Karen Ellemann (V) og hendes kæreste har hyret et uregistreret tysk tømrerfirma til at renovere parrets villa i Taarbæk.

Politikere står nu i kø for at kritisere ministeren - Men havde hun været minister i Sverige ville hun sandsynligvis stå med et endnu større problem, fortæller en professor.

I 2006 blev to nyudpegede svenske ministre bragt i fedtefadet. Ligesom med Ellemanns tyske håndværkere var det i Sverige anmeldelser fra en privatperson, der startede sagen.

Den svenske handelsminister Maria Borelius og kulturministeren Cecilia Stegö Chiló måtte dengang gå af efter henholdsvis to og fire dage i embedet.

Det viste sig nemlig, at de begge havde ansat barnepiger, som de havde betalt sort.

'Undgå dobbeltmoral'

Samtidig kom det frem, at erhvervsministeren undgik skattesystemet med afgifter på sit hus.

Professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen advarer ministre om at have to moralsæt, et for borgerne og et for dem selv:

"Karen Ellemanns sag om det tyske fupfirma, får mig til at tænke på sagerne fra Sverige, hvor to ministre måtte gå af. Det er så uendeligt vigtigt, at ministre ikke forfalder til dobbeltmoral," siger Henning Jørgensen.

Trods oplysningskampagne

Professoren mener, Karen Ellemann (V) skal overveje at gå af, som de kvindelige ministre gjorde i Sverige:

"Der er kørt en stor oplysningskampagne for at få alle danskere til at registrere udenlandske firmaer i RUT-registeret. Når en minister ikke engang kan finde ud af at ansætte lovlige håndværkere, så bliver dobbeltmoralen for tydelig."

I Sverige var det også en privatperson, der politianmeldte de to nyudnævnte ministre.

Læs her et tilbageblik over hele forløbet i Sverige hos TV2.dk.