Lederne: Ulogisk at hive tæppet væk under Cabi

Signe_T__nnesen-medium_32
25. nov. 2020 18.10
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Fjerner man støtten til netværks- og videnshuset Cabi, vil det betyde en de facto-lukning af én af de vigtigste vidensaktører på beskæftigelsesområdet. Det er det stikmodsatte af, hvad vi har brug for lige nu, lyder det fra Ledernes chefkonsulent.

Regeringen har for nyligt indført en ny tilbagetrækningsmulighed, som allerede fra næste år risikerer at trække raske ud af arbejdsmarkedet og dermed undergrave den samfundsmæssige holdbarhed. Nu lægger regeringen med den varslede lukning af Cabi også op til at svække den vigtige indsats for at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked. Det er en meget uheldig udvikling.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Mink-Mogens er ikke den eneste taber

Cabi udgør nemlig en utrolig vigtig aktør i arbejdet med at øge rummeligheden på arbejdsmarkedet og fremme virksomhedernes sociale engagement. Derfor ærgrer det Lederne, at Cabi kan se frem til at skulle lukke de facto, hvis regeringen holder fast i at fjerne hele non-profit organisationens offentlige bevilling på 18 millioner kroner, som der lægges op til i udkastet til finansloven.

Cabi er i dag den aktør på beskæftigelsesområdet, der leverer mest viden og fokus på virksomhederne og ledernes behov, når medarbejdere sygemeldes eller når sårbare mennesker skal fastholdes eller integreres på arbejdsmarkedet, hvilket eksempelvis kommer til udtryk gennem deres indsats for at få veteraner godt tilbage på arbejdsmarkedet.

Derfor mener vi, at det er et ulogisk sted at spare penge, da besparelserne kan få vidtrækkende konsekvenser.

Fjernet støtte vil ikke give synderlige konsulentbesparelser

Forklaring på, hvorfor støtten fjernes, begrundes i regeringens udspil med jagten på konsulentbesparelser i det offentlige. I udspillet noteres det nemlig, at ”Kontoen er reduceret (…) som følge af udmøntning af besparelse på statens konsulentforbrug”.

Virkeligheden er imidlertid bare den, at det kun er omtrent ti procent af Cabis indtægter, som kommer fra konsulentbistand, hvorfor virker besynderligt at fjerne hele støtten.

Vi håber derfor, at regeringen vil genoverveje bevillingen til Cabi, så Cabi kan fortsætte deres arbejde med at hjælpe virksomheder og ledere med nyttig viden og inspiration – og ikke mindst lige så vigtigt deres arbejde med at hjælpe alle kommunerne med deres virksomhedsrettede indsats og udvikling af deres opgaver i forhold til det rummelige arbejdsmarked generelt, så flere mennesker med udfordringer af social eller helbredsmæssig karakter kan blive fastholdt eller inkluderet på arbejdsmarkedet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].