Anders Vistisen er fortsat en del af Dansk Folkeparti. (Arkivfoto). Foto: Alessandro Garofalo/Reuters

DF-rebel føler sig hørt af partiets top

12. maj 2020, 07:26
Tidligere på måneden mente Anders Vistisen, at DF "flakker rundt", men det har ikke fået konsekvenser for ham.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen føler sig nu hørt af partiets top.

Det siger han i et interview med avisen Danmark, efter at det mandag kom frem, at Vistisen fortsætter i DF's hovedbestyrelse.

Samtidig bliver Vistisen en del af et nyudnævnt udvalg, hvor han sammen med DF-formand Kristian Thulesen Dahl skal se frem mod næste års kommunal- og regionsudvalg.

I begyndelsen af måneden udtalte Vistisen ellers til samme medie, at DF "flakker rundt".

Vistisen såede også tvivl om, hvor hård Thulesen Dahl er på "den værdipolitiske dagsorden", og at andre har en "større troværdighed på udlændingespørgsmålet".

Det medførte hård kritik fra prominente DF'ere såsom Pia Kjærsgaard, Søren Espersen og Peter Skaarup. Det skulle have konsekvenser at komme med en så hård kritik af partiet.

Men Vistisen og Thulesen Dahl har nu talt tingene igennem.

- Jeg har haft et konstruktivt møde med Kristian, hvor Kristian i en meget åben atmosfære spurgte ind til, hvordan man kunne inkludere de tanker, jeg har gjort mig om partiets fremtid i det arbejde, der skal forestå.

- Og det har så udmøntet sig i, at man har nedsat et udvalg, der skal se frem mod kommunalvalget i første omgang, så jeg er glad for, at man nu tager mig med på holdet, siger Vistisen til avisen Danmark.

På spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat mener, at DF "flakker rundt", svarer Vistisen:

- Nu begynder man i hvert fald genopbygningsarbejdet, der skal vise vælgerne en klar profil frem mod de valg, der kommer.

Vistisen og DF-ledelsen er også blevet enige om, at intern kritik klares internt fremover, ikke i medierne.

Thulesen Dahl er i øvrigt ikke enig i, at DF "flakker rundt".

- Det er jeg selvfølgelig ikke enig i, men det er jo ikke det samme, som jeg ikke er enig i, at der er en masse, der skal arbejdes med, for Dansk Folkeparti er et udfordret parti, det kan enhver se, siger Thulesen Dahl.

DF-formanden tilføjer, at Vistisen aldrig har været i fare for at blive smidt ud af partiet.

/ritzau/