Et farligt politigreb bør kun anvendes i få sekunder, men den oplysning er ikke med i vejledning til landets betjente. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Læge advarer om livsfarligt politigreb: Oplysning udeladt fra vejledning

2. jan, 08:57
Et magtmiddel, som politiet må anvende for at berolige udlændinge under tvangsudsendelser, må kun være 'sekunder varende', men oplysningen er ikke med i vejledning til betjente.

Rigspolitiet bør præcisere, at et omstridt politigreb, som kan berolige udlændinge under tvangsudsendelser med fly, kun må vare i få sekunder. Det siger Amnesty International, Dignity og formanden for lungemedicinsk selskab, efter Dagbladet Information kan beskrive, at Rigspolitiet har udeladt vigtige oplysninger om varigheden af et livsfarligt politigreb fra den vejledning, der gælder for politiets tvangsudsendelser med fly.

LÆS OGSÅ: Anklage - Kvinde hvidvaskede 166 millioner

Grebet består i at trykke hovedet på en person, der sidder i et flysæde ned mod brystet. Men selv om en læge på Rigspolitiets opfordring har vurderet, at grebet skal være 'kortvarigt, dvs. sekunder varende', bruges kun ordet ’kortvarigt’ i vejledningen.

- Grebet kan fremkalde positionel asfyxi, altså positionsbetinget nedsat iltforsyning til hjernen. Grebet kan afklemme både luftvejene og blodforsyningen til hjernen og dermed reducere adgangen til ilt. Derfor er det et potentielt livsfarligt greb, hvis brug bør frarådes, siger overlæge Jens Modvig, leder af den sundhedsfaglige afdeling i DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, til Information.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Formuleringen i vejledningen er for upræcis og ikke tilstrækkelig i forhold til at beskytte mod alvorlige konsekvenser.

Overlæge Ole Hilberg, formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, mener ligeledes, at der skal stå ’få sekunder’ i vejledningen.

- Alt efter sammenhængen kan ’kortvarigt’ jo være alt lige fra få sekunder til måske flere timer, siger Ole Hilberg til Information.

Jurist Claus Juul fra Amnesty International siger, at hvis lægen med sin vurdering har ment ’sekunder’ som i ’nogle få sekunder’, så er tilføjelsen til beskrivelsen af politiets magtmidler i vejledningen ikke bare upræcis.

- Så er den forkert og dermed også farlig, siger Claus Juul til Information.

I en mail til Information forklarer Rigspolitiet, at Rigspolitiet har i forhold til det konkrete afsnit benyttet ordlyden fra den udtalende læges vurdering.

Information har beskrevet, hvordan en algerisk mand i november 2017 blev bevidstløs under en tvangsudsendelse fra Københavns Lufthavn. Han døde to dage senere. Årsagen er ikke fuldt klarlagt.

LÆS OGSÅ: Minister frygtede vejsidebombe - Kun 61 har søgt familie­sammen­føring