Uddannelse er skide ligemeget

22. feb 2011
Som lægesekretær skulle man tro, der er langt til en direktørpost i reklamebranchen. Ikke for Christine Feldthaus.

Da Christine Feldthaus som 20-årig stod i Sønderborg efter at have fået studenterhuen og en højere handelseksamen, anede hun ikke, hvad hun skulle gøre. Så satte farmand ind og sagde: Du kan da måske blive bankelev eller lægesekretær.

Christine har aldrig kunnet lide tal, så hun gav sig i kast med lægesekretærgerningen. Det havde hendes moster nemlig også gjort.

"Klimaet og hakkeordenen passede ikke til mit gemyt. Der var enormt mange regler og en overhængende jantelov. Mangel på luft. Hvad fanden skulle jeg drive det til. Det kunne jeg ikke se, så jeg gad det ikke, og det var svært at se min fremtid i det miljø," siger Christine Feldthaus.

Nu sparker jeg døren ind

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Efter at have færdiggjort sin lægesekretæruddannelse, gik hun en morgen ned til stationen i Sønderborg og købte en togbillet til København. Christine havde besluttet sig for at sparke døren ind til to reklamebureauer og sige: Her er jeg!

Det virkede ikke. Til gengæld faldt hun over en jobannonce i Berlingske 14 dage senere, hvor det ene reklamebureau søgte en kontaktsekretær. Christine besvarede annoncen.

"Jeg synes, det er helt til knold og tot, at I ikke ville se mig, da jeg kom uanmeldt helt fra Sønderjylland for 14 dage siden. Nu er det sidste chance for at få mig med denne ansøgning," skrev Christine Feldthaus.

"Der var 200 ansøgere til det job, men de valgte at kalde mig til samtale, fordi de ville se det uforskammede dyr, der havde skrevet den ansøgning. I virkeligheden kan man vel sige, at jeg truede mig til det job," griner hun.

Det blev Christine Feldthaus' indgangsvinkel til reklamebranchen. Men efter et stykke tid var det ikke udfordrende nok længere. Christine fik samtidig tilbudt et job med kundekontakt hos Ford Motor Kompagni.

"Jeg gik op til min chef og sagde, at jeg havde fået et andet jobtilbud hos Ford. Og hvis jeg ikke avancerer her, så vil jeg rejse videre ud i karrieren," fortæller hun.

De troede ikke på mig

Chefen troede ikke på, at Christine Feldthaus ville gøre alvor af truslen om at rejse, men det gjorde hun. Det passede Christine fint.

Hun har nemlig altid elsket biler, selv om hun netop har solgt sin egen bil for miljøets skyld. I barndomshjemmet i Sønderjylland spillede hun da også bilkort med sin storebror, og hendes store kendskab til biler kom hende også til gode i det nye job.

"Jeg faldt i utrolig godt hak med de bildrenge. Det var et meget formelt og meget maskulint univers. Vi startede alle møder med Gammel Dansk. Jeg synes, det var fedt. Og drengene tabte vist hjertet til mig, fordi jeg interesserede mig så meget for biler. Det kom mig til gode," siger Christine Feldthaus.

Bilglad punkertøs

Det hierakisk opbyggede og formelle miljø var den radikale modsætning til Christine.

"Jeg havde bundpermanent og lignede Frihedsgudinden i nakken. Jeg fik at vide, at det skulle jeg dysse lidt ned, men det struntede jeg i," fortæller Christine Feldthaus.

Siden mistede reklamebureauet Ford som kunde, og så endte Christine Feldthaus faktisk på det første reklamebureau igen, hvor hun fik flere udfordringer. Det førte til, at hun fik en direktørtitel på et tredje reklamebureau.

Hendes struntende stil og direktørpost gav naturligt Christine Feldthaus ekspertstatus i den bedste sendetid på DR.

I dag bruger Christine Feldthaus sine evner som livsstilsekspert og foredragsholder. Hun havde svært ved at se karrierelinjerne foran sig som ung.

"Uddannelse kan man få i praksis. Learning by doing it. De vigtigste egenskaber er flid, gåpåmod og troen på sig selv. Så kan man komme langt. Men sådan er det altså slet ikke mere. I dag bliver der krævet gode teoretiske eksamenspapirer. Desværre," siger Christine Feldthaus.

Bunden til toppen

Avisen.dk sætter med en række nyheder og portrætter fokus på uddannelsvalg og efteruddannelse.

Med portrætter af danske topchefer, der i starten af deres karriere lavede noget helt andet, end det de gør nu, kan du se, hvad der skal til for at komme til tops.