Partier til forhandlinger om fase 4 i genåbningenPartierne forlod forhandlingerne om genåbningens fase 4 onsdag aften uden en aftale. Her det Venstre og Dansk Folkeparti, der forlader forhandlingerne. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Uafklarede spørgsmål trækker fase 4-forhandlinger ud

13. aug 2020, 10:47
Flere af partiernes ordførere forventer, at forhandlinger om genåbning først vil fortsætte fredag.

Folketingets partier måtte onsdag kort før midnat forlade Christiansborg uden at være enige om en aftale om de næste skridt i genåbningen af samfundet.

Flere havde forventet at kunne lukke en aftale, og der lå da også et udkast på bordet onsdag aften.

Men forhandlingerne trækker ud. Det er, blandt andet fordi partierne har en række spørgsmål, der skal afklares, inden de kan fortsætte drøftelserne.

Partierne har fået frem til klokken 12.00 torsdag til at komme med de spørgsmål til regeringen og sundhedsmyndighederne, som de har brug for at få svar på.

Torsdag formiddag lyder det fra flere ordførere, at forhandlingerne formentligt først vil blive genoptaget fredag.

Liselott Blixt, som er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, vil blandt andet have konkret svar på, om det er forsvarligt at åbne eksempelvis spillesteder for flere. Det skal sundhedsmyndighederne nu afklare.

- Det, de kom med i går, var sådan noget løst noget, siger Liselott Blixt.

Desuden vil hun have afklaret, hvilke værktøjer, der kan tages i brug, når man ser en smitte brede sig som i Aarhus og Ringsted.

- Det står der intet om i udkastet til aftalen, og det skal vi altså have med.

I udkastet til aftalen fremgik det, at diskoteker og natklubber ikke får lov at åbne foreløbig. Desuden var der lagt op til en forlængelse af forsamlingsforbuddet på 100 personer.

Også en ophævelse af kravet til udenlandske turister om seks overnatninger i Danmark er på bordet.

Ved forhandlingerne var det i de fleste tilfælde ordførere, som deltog.

Ved tidligere forhandlinger om genåbningen har det primært været partiledere. Her har statsminister Mette Frederiksen (S) siddet for bordenden.

Det er ikke usædvanligt i forhandlingsforløb, at ordførere skal have mulighed for at vende en aftale med partitoppen, inden den bliver lukket.

/ritzau/