Tysk politi fortsætter onsdag med at grave i en kolonihave i Hannover i forbindelse med efterforskningen af sagen omkring den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden i 2007. Foto: Hauke-Christian Dittrich/AFP/Ritzau Scanpix

Politiet fortsætter aktion i Madeleine-sag: Har fjernet store mængder jord

29. jul, 11:31

Tysk politi fortsatte onsdag med at grave i en kolonihave i udkanten af Hannover i forbindelse med efterforskningen af sagen omkring den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden i Portugal i 2007.

Politiet anvendte en lille gravemaskine på grunden og har fjernet store mængder jord siden onsdag.

Gravearbejdet foretages først med gravemaskine. Derefter gennemsøger politiet afdækkede områder mere nøje med spader og hakker.

I drabsefterforskningen er en 43-årig tysk mand mistænkt. Han er varetægtsfængslet i Kiel.

Det er uvist, hvem kolonihaven i Hannover tilhører. Det er ikke oplyst, hvilken forbindelse den mistænkte har til grunden.

/ritzau/dpa