Tynd overenskomst men jeg stemmer ja

27. feb 2010
June Menne: Nu får vi fratrædelsesgodtgørelse hvad med overskudsdeling?

"Den er tynd, men jeg stemmer ja."

June Menne er en af dem, der skal sætte kryds, når industrioverenskomsten skal til afstemning. Hun er medlem af Dansk Metal og var smed på MAN Diesel i Frederikshavn, indtil massefyringen i oktober sidste år.

Da var det slut. Der er stadig nogen, der arbejder i de store haller, men stilheden breder sig, efterhånden som folk stopper og i stedet stiller sig op i Frederikshavns lange arbejdsløshedskø.

Fiskepige igen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Her har June Menne stået. Men det gør hun ikke længere - hun er blevet 'fiskepige' igen, som hun var, da hun var helt ung, og arbejder nu hos Strandport i Strandby.

"Det er 24 år siden, jeg sidst var i fiskeindustrien, så det har været hårdt at starte. Men det er ligesom med at cykle - har man lært det en gang, kan man det altid," siger June Menne.

Avisen.dk har bedt hende nærlæse overenskomstforliget mellem DI og CO-Industri. 

Første skridt

"Det kunne godt have været bedre, men jeg synes, at det er flot, at man har fået taget hul på fratrædelsesgodtgørelserne. Det er slet ikke færdigt, men det er første skridt på vejen," siger June Menne.

Hun fik selv en fratrædelsesgodtgørelse, da hun stoppede på MAN Diesel. 60.000 kr., som udbetales til sommer.

"Det, jeg savner, er, at man også begynder at se på overskudsdeling. Når man kan få arbejdsgiveren med til en fratrædelsesgodtgørelse, kunne man vel også få dem med på en overskudsdeling?" siger June Menne - velvidende, at overskud ikke lige er det, der er mest af for tiden.

Henrik skal være maskinmester

"Jeg ved godt, at vi skal være konkurrencedygtige, og jeg forlanger heller ikke kæmpesummer lige nu. Men hvis det begynder at gå godt igen, vil jeg da også gerne have del i pengene."

For June Menne og hendes mand, Henrik, har massefyringerne i Frederikshavn ramt hårdt. Henrik Menne var også på MAN Diesel og blev fyret et halvt år før sin kone. Nu går han på VUC og er ved at tage en HF - planen er, at han skal prøve at blive maskinmester.

De har haft talt om at begge skulle i gang med uddannelser - men det er der ikke råd til. To gange SU er ikke nok til at betale huslejen.

"Så da jeg blev ringet op fra fiskefabrikken, sagde jeg ja tak," siger June Menne - og citerer Niels Hausgaard:

"... for der er altid arbejd' nok til dem, der gider arbejde ..."

 

 

Forliget
  1. Mindsteløn: Stiger 1,1 procent det første år og 1,7 procent det andet.
  2. Ligeløn: Domstol skal føre sager om diskrimination.
  3. Fyring: Kontantgodtgørelse i 1-3 måneder afhængig af anciennitet.
  4. Pension: Efter to måneder frem for efter efter ni måneder.
  5. Barsel: To ugers ekstra barsel

Læs mere hos Dansk Indsutri