Tvangsfjernet på grund af skilsmisse

9. sep 2010
Når mor og far skændes om alt fra barnets tøj til samværsretten under skilsmissen, kan det ende med tvangsfjernelse.

I to sager har kommuner tvangsfjernet børn, fordi forældrene skændes så meget under skilsmissen, at det går ud over børnene.

"Der er tale om helt almindelige familier uden sociale problemer. Sagerne viser, hvor meget en skilsmisse kan påvirke børn uanset familiens sociale baggrund," fortæller Bente Boserup, leder af forældre- og børnetelefonen i Børns Vilkår. Hun kender de to sager.

Skilsmissen påvirker ungdommen

Hun fortæller også, at en skilsmisse kan påvirke børnene helt ind i voksenlivet.

"Det er klart, at det er langt sværere for børn at koncentrere sig i skolen, hvis de sidder og tænker på, om nu mor og far kommer i klammeri næste gang de mødes," siger Bente Boserup.

Står skænderierne på i længere tid, kan det betyde dårligere skolegang, dårligere karakterer og i sidste ende mindre sandsynlighed for at få en gymnasial uddannelse.

En ny undersøgelse bekræfter dette. Desto flere ændringer i forældrenes kærlighedsliv et barn oplever, desto større er barnets risiko for at blive syg, havne i småkriminalitet og ingen gymnasial uddannelse at få.


Læs også: Skilsmissebørn bliver oftere kriminelle

Bente Boserup fortæller, at fire procent af de børn, som ringer til Børns Vilkårs børnetelefon har det dårligt på grund af forældrenes skilsmisse.

Afleveret på parkeringspladsen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi har børn, som bliver overleveret fra mor til far eller omvendt på parkeringspladser, fordi forældrene ikke kan tale sammen," siger Bente Boserup.

Hun fortæller også om sager, hvor børnene ikke må bruge tøj, de har fået af far, når de er hos mor og omvendt.

"Nogle forældre er så uvenner, at de end ikke kan enes om, hvilket tøj barnet skal have på," siger Bente Boserup.

Den lykkelige skilsmisse

Børn reagerer meget forskelligt på skilsmisser. Nogle isolerer sig fuldstændigt fra omverdenen og kammeraterne i klassen, andre bliver voldelige i skolegården.

"Dem, der klarer det bedst, er de børn, hvis forældre kan samarbejde uden konflikter," siger hun.

Læs også: Sådan klarer du skilsmissen