20210217-041117-6-1920x1280we
Ifølge den aktuelle udgave af Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender skal alle i gruppe 5 have fået første stik senest 14. marts. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Tusindvis af alvorligt syge venter i uvished på vaccine

17. feb 2021, 08:33
Mange alvorligt syge borgere ved ikke, hvor de ligger på listen over, hvem der skal vaccineres først.

En stor gruppe alvorligt syge borgere ved ikke, hvor langt fremme de er i køen for at få en coronavaccine.

Det skriver Politiken.

Rækkefølgen for vacciner er inddelt i 12 grupper i Danmark, og uvisheden går på personer i gruppe 5, der tæller 190.000 borgere med særlig øget risiko for et alvorligt forløb.

Den behandlende hospitalslæge afgør, om en patient er så alvorligt syg, at coronavirus vil medføre en særligt øget risiko, som bør give tidligere adgang til vaccinerne.

Ifølge Politiken har læger og sundhedsmyndigheder haft svært ved ensartet at få udpeget de relevante patienter.

17.286 ud af de 190.000 sårbare patienter har indtil nu modtaget første stik, oplyser Sundhedsstyrelsen til Politiken.

Hos foreningen Danske Patienter efterlyser direktør Morten Freil mere klarhed for gruppe 5.

- Der har længe både blandt patienter og pårørende været en vældig stor usikkerhed og en enorm forvirring over selve visitationen til gruppe 5.

- Og derefter uklarhed over, hvornår indkaldelsen til vaccination så kommer, siger han til Politiken.

Han anerkender, at det er en "enormt vanskelig opgave for sundhedsmyndighederne", da udvælgelse til vaccination indeholder en subjektiv vurdering. Han efterlyser langt bedre patientinformation.

Hos Diabetesforeningen, der repræsenterer en andel af de borgere, der er i gruppe 5, mener forskningschef Tanja Thybo, at man holder folk hen i unødvendig uvished.

- Det er underligt, at den uvished skal være her. Vi kan ikke se, hvad der er til hinder for at oplyse, at man er visiteret til gruppe 5.

- Vi får rigtig mange opkald fra folk, der er frustrerede og ikke kan få besked hos hverken deres praktiserende læge eller sygehuslæge. De er bange for at være blevet glemt i systemet.

- Folk er ikke bekymrede for, om de får vaccinen om en uge eller tre. De vil bare gerne vide, at de er i gruppen, siger hun til Ritzau.

Tanja Thybo mener, at Statens Serum Institut (SSI) burde sende besked ud til borgerne, så snart borgerne er blevet visiteret til gruppe 5.

Ifølge den aktuelle udgave af Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender skal alle i gruppe 5 have fået første stik senest 14. marts.

/ritzau/