Et politisk flertal med erhvervsminister Simon Kollerup (S) i spidsen er fredag blevet enig om en ny sommerpakke, som blandt andet giver billigere transport. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Branche: Det her redder ikke vores sommer

19. jun 2020, 19:07
Ny sommerpakke mangler tiltag, som kan sparke gang i omsætningen og hjælpe turismebranchen, mener Horesta.

Den nye sommerpakke sender danskerne ud i landet, men den redder ikke sommeren og efteråret for turisme- og oplevelsesbranchen.

Sådan lyder det fra Horesta, som er brancheforening for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Ifølge Horesta er turisme- og oplevelsesbranchen fortsat meget hårdt ramt af coronakrisen.

- Vi må sige, at det på ingen måde hjælper de brancher, der er hårdest udsat. Vi har et turisterhverv, der bløder, og vi har virksomheder, der endnu ikke er åbnet.

- Hjælpepakkerne er ved at blive udfaset, og vi har ikke med denne pakke set målrettede initiativer, der er med til at igangsætte et forbrug i turismen, siger politisk direktør Kirsten Munch.

Hun vil have afskaffet kravet om seks overnatninger, og så vil hun have politikerne tilbage i forhandlingslokalet.

- Vi kalder på, at politikerne, inden de går på sommerferie, får sat sig ved bordet igen og ser på, hvad man kan gøre for nogle af de brancher, der er hårdest ramt, siger hun.

Sommerpakken giver blandt andet mulighed for billigere færger og et rejsepas for 299 kroner til otte dages fri rejse med kollektiv transport.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri er man lidt mere optimistisk.

- Sommerpakken vil være med til at understøtte et hårdt presset turist- og oplevelseserhverv, siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi Sune K. Jensen i en pressemeddelelse.

Dansk Industri opfordrer dog til at droppe kravet om, at udenlandske turister skal overnatte seks dage i Danmark.

I den nye sommerpakke er der blandt andet afsat 15 millioner kroner til Wonderful Copenhagen til at genstarte turismen i København.

Det er fornuftigt at styrke den indsats, mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Dog må vi sige, at særligt København har været og er hårdt ramt af cornona-restriktioner, så havde vi håbet på noget mere.

- Her er hotellerne benhårdt ramt, så det er vigtigt, at kravet om seks overnatninger bliver ændret for at sikre hotelbranchen, siger administrerende direktør Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/