Tæt på verden: Turisme inficeret af menneskehandel

2. maj 2012
Turisme er en global boomindustri med mange penge at tjene. Den er også hjermsted for en mængde trælle og sexslaver.

Omkring en milliard turister vil i 2012 bevæge sig mellem lande. Det skaber job, økonomisk vækst og udvikling, men ekspansionen skjuler stigende illegal udnyttelse af mennesker.

Bag turisme skjuler sig et af de mest aktive miljøer for menneskehandel.

Ofrene findes indenfor prostitution - men også i restauranters køkkener, til rengøring i pensionater og barer. Nogle ofre tvinges til at arbejde for kriminelle som tiggere eller gadesælgere på destinationerne.

FN på banen

Menneskehandel er en gigantisk illegal industri, der omsætter for ligeså mange penge som global narkohandel. Der er mange penge i turisme og derfor tiltrækker sektoren kriminalitet.

FN's turismeorganisation, WTO, er gået sammen med FNs kriminalitetsbekæmper, UNODC, for at gøre en særlig indsats imod stigningen i menneskehandel på feriestederne. Det går især ud over kvinder og børn.

Med årene kommer der endnu større international mobilitet, så problemet kan kun blive værre, hvis ikke der gøres noget effektivt imod handel med mennesker, ofte kaldet trafficking.

Opfør jer ordentligt

WTO agter at lægge særligt pres på turistindustrien., der ikke altid følger etablerede regler for god opførsel. For eksempel vil WTO styrke sin indsats for at få lovgivning, der kan retsforfølge sexturister i deres hjemland.

For eksempel har Indiens turistministerium sammen med den private sektor og Red Barnet udviklet et sæt regler sikker og agtværdig opførsel, som turistindustrien frivilligt støtter op om. De bygger på FN-anbefalinger.

Det er ikke udelukkende i fattige lande, at denne slags foregår. Derfor har tre europæiske lande, Tyskland, Østrig og Schweiz, indgået en aftale om at bekæmpe handel med børn til sex-misbrug over grænserne.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.