Tumult og gas ved Christiania

28. okt 2008
Der er gadeuroligheder på Christianshavn tirsdag aften. Politi affyrer tåregas mod stenkastende demonstranter.

Betjente affyrede tirsdag aften tåregas mod christianitter og andre demonstranter fra Prinsessegade på Christianshavn i København.

Politiet skrider til tåregassen, fordi de er blevet mål for demonstranternes stenkast.

Det skriver Politiken.dk.

TV2 News melder om, at kampene mellem politi og demonstranter bølger frem og tilbage.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hele dagen har været præget af spredte konfrontationer mellem politi og demonstranter, efter at politiet tidligere tirsdag skred ind på fristaden, for at hjælpe fogeden med at pille et hus ned ved navn 'Vadestedet'.

Fogedforretningen har bragt sindene i kog på Christiania, og demonstranter har bl.a. flere gange blokeret Knippelsbro, der forbinder Christianshavn med Indre by.

Også Langebro har i løbet af dagen været forsøgt spærret.

Endelig er det tirsdag eftermiddag kommet frem, at christianitter allerede er i gang med at genopbygge det hus, som tidligere på dagen startede uroen.

-Newspaq

faktaboks