20201127-003909-3-1920x1277we
Trump siger, at han vil forlade Det Hvide Hus, hvis valgmandskollegiet bekræfter demokraten Joe Bidens sejr. Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix

Trump: Jeg går på én betingelse

27. nov 2020, 06:20
Trump siger, at han vil forlade Det Hvide Hus, hvis valgmandskollegiet bekræfter Joe Bidens sejr.

USA's præsident, Donald Trump, er sent torsdag aften dansk tid kommet med en udmelding, der er det hidtil tætteste, han er kommet på at erkende et valgnederlag ved præsidentvalget i USA.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Trump siger, at han vil forlade Det Hvide Hus, hvis valgmandskollegiet bekræfter demokraten Joe Bidens sejr.
 
- Det vil jeg helt sikkert. Og det ved du godt, lyder Trumps svar på et spørgsmål fra en journalist ifølge AFP.

Men Trump gentager samtidig, at han muligvis aldrig vil erkende sit nederlag, samt at det vil være en fejl, hvis valgmandskollegiet blåstempler Bidens sejr.

- Hvis de gør det, laver de en fejl, siger han og tilføjer:

- Det vil være en meget svær ting at erkende.

Joe Biden skal efter planen indsættes den 20. januar.  Normalt sker det i overværelse af den afgående præsident, men det er uvist, om Trump vil følge den tradition og møde op.

Donald Trump har siden valget gentagne gange talt om udbredt svindel med stemmerne ved valget. Han har forgæves forsøgt at få omgjort udfaldet af valget i flere af de delstater, som sikrede Joe Biden sejren. Trump har ikke kunnet fremlægge dokumentation for sin påstand.

Det afholder ham dog ikke fra at fastholde beskyldningen om stemmefusk i sine udtalelser til pressen.

– Dette valg var et svindelnummer, siger han torsdag ifølge Reuters.

Det er 14. december, at valgmandskollegiet går sammen for at udpege USA's kommende præsident. Her bliver de 538 valgmænd, der var på spil ved præsidentvalget 3. november, fordelt.

Det kræver 270 valgmænd at blive præsident. Demokraternes Joe Biden står til 306 valgmænd, mens Trump står til at få 232.

Valgmænd er repræsentanter, som de enkelte præsidentkandidater har opstillet i hver stat. Når vælgerne stemmer på en kandidat, stemmer de rent teknisk på, at den kandidats valgmænd skal sidde i valgmandskollegiet.

I 48 ud af de 50 delstater samt i District of Colombia, hvor forbundshovedstaden Washington ligger, får den kandidat, som flest har stemt på, samtlige valgmænd uanset, om der er tale om en stor eller lille sejr.

Der står intet i USA's forfatning om, at valgmænd skal stemme på den kandidat, der fik flest stemmer i deres hjemstat. Nogle stater har lovgivet på området, men der er historisk set eksempler på såkaldt troløse valgmænd.

/ritzau/