Chefredaktør: Trump er ved at tabe - republikanerne vinder

NK_i_1650_px
5. nov. 2020 11.50
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Det kendetegner en dårlig taber, at han smider alle mulige umuligheder efter verden.

Beskyldninger om snyd og svindel. Forsøg på søgsmål for at stoppe stemme-optællingen, kaste støj og mistro mod det demokrati, Donald Trump som præsident burde være den fremmeste til at forsvare.

Det er sørgeligt og uværdigt.

Vi må stole på, at de amerikanske institutioner og myndigheder modstår de alvorlige angreb, så amerikanerne og alle vi andre får den eneste acceptable konklusion: At alle stemmer tælles, så der til tidst står et uantasteligt valg-resultat.

Det er sådan et demokrati fungerer. Trump vandt selv valget i 2016 med hårfine margener i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania. Nu, hvor resultatet synes at gå modsat, er det pinagtigt at følge alle krumspring personificeret gennem New Yorker-håndlangeren Rudy Giulani.

Jeg tror, at Joe Biden vinder snart.

Når røgen engang har lagt sig og resten af verden trækker vejret lidt lettere, så er den politiske pointe i USA markant: Republikanernne vandt valget
Nicolai Kampmann

Hans stemmetal er fænomenale - højere end Obamas i 2008 og 2012. Vi savner sådan at få ro på efter Trumps daglige reality show. At få USA med i Paris-klimaaftalen. At få mildere toner i debatten og en forstandig håndtering af corona-krisen.

Uden corona havde Trump sikret sig fire år mere. Det er jeg overbevist om.

Når røgen engang har lagt sig og resten af verden trækker vejret lidt lettere, så er den politiske pointe i USA markant: Republikanerne vandt valget!

Ja, jeg ved godt, at Biden ender op med flest personlige stemmer, men følg mig i forhold til Sentatet og Repræsentanternes Hus, hvor forudsigelsen var, at Demokraterne ville vinde stort.

Republikanerne klarede sig godt på trods af Trump, som har været et minus i mange ræs rundt om i staterne. På trods af en corona-krise, der har givet økonomisk og jobmæssig usikkerhed. Faktorer, der normalt vil koste det "regerende" parti. Og republikanerne vandt, selv om demokraterne havde mange, mange flere millioner af dollars at smide i kampagnerne.

Det sidste er tankevækkende.

Der kom ingen blå bølge, som bar progressive kandidater forbi siddende senatorer (et par steder undtaget). Amerikanerne har heller ikke denne gang vendt sig mod en mere europæisk orienteret verden, hvor vi søger samarbejde og fælles kamp mod klima udfordringer. Det sidste tema synes INGEN ROLLE at have spillet i valgkampen.

Virkelig frustrerende!

En smal sejr til Biden gør ikke USA til et samlet land. Den snart 78-årige livstids-politiker ved det bedre end nogen. Meget klogt taler han om samling og om at lytte til hinanden. Ja tak!

Amerikanerne har heller ikke denne gang vendt sig mod en mere europæisk orienteret verden, hvor vi søger samarbejde og fælles kamp mod klima udfordringer.
Nicolai Kampmann

Der er millioner af arbejdere rundt om i USA, der er bange for at deres job i produktions-industrien forsvinder.  Med rette, det er sket mange steder.

De frygter, at liberale fantaster fra kyst-staterne vil tage job og kristne værdier fra dem. De bryder sig ikke om stor indvandring fra Latinamerika.

Bizart nok er nogle af indvandrerne fra sydamerikanske lande bange for, at Demokraterne vil omvende USA til en socialistisk stat. Nonsens, selvfølgelig. Men den frygt spillede stort ind på resultatet i Florida, hvor mange vælgere med latinamerikansk baggrund stemte Trump på grund af det.

Det amerikanske valgresultat (selv om vi endnu ikke helt kender det) var på en gang noget rod og noget godt!

LÆS OGSÅ: Amerikanerne må fravælge Trump

Rod, fordi det var så tæt, og den siddende præsident klamrer sig med alle greb til magten. Godt, fordi så mange stemte. 

Kort inden Donald Trump vandt valget i 2016 - hvilket kun meget få i Europa troede kunne ske - talte jeg med en amerikaner, der skiftevis lever her og i sit hjemland. Hans spådom var ret kynisk: Den var, at amerikanerne skulle gennemleve fire år med Trump for virkelig at vågne op og værdsætte demokratiet og forstå, hvor galt det kan gå.

Verden bliver ikke bedre, fordi vi slipper af med Trump. Den bliver forhåbentlig mindre anstrengende.
Nicolai Kampmann

Vi har nu set, hvad en notorisk løgner og narcissist kan nedbryde. At det er nærmest umuligt for medier og politiske modstandere at holde ham ansvarlig for handlinger og holdninger. Det er dybt alvorligt for os alle, at lederen af den frie verden har tilsidesat normale, demokratiske standarder.

Verden bliver ikke bedre, fordi vi slipper af med Trump. Den bliver forhåbentlig mindre anstrengende. Republikanske vælgere er ikke onde mennesker, fordi de har stemt på en mand, der uanset sin selvfede facon hellere ville tale til deres håb om et stort Amerika end deres frygt for corona.

Vi runder et hjørne i den politiske historie. Uanset, at Trump mener, at corona-krisen rundt om hjørnet ville være forsvundet i går!

Men rundt om det hjørne er den amerikanske drøm død for de fleste. En 78-årig, hvid mand står med et demokratisk bagland med store forhåbninger. Og en politisk modpart, der ikke er svækket.

God arbejdslyst!

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].