20210224132416369_1000
Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen ærgrer sig over, at regeringens coronahåndtering er blevet til et politisk slagsmål. Hun frygter, at det kan få negative konsekvenser for borgernes efterlevelse af myndighedernes anbefalinger. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Radikal leder: 'Splittelse kan gå ud over efterlevelse af genåbning'

24. feb 2021, 13:27
Det er vigtigt for efterlevelsen af coronaanbefalingerne, at der ikke er politisk splittelse, mener Radikale.

Selv om Radikale Venstre onsdag blev enig med regeringen om en række lempelser i coronarestriktionerne, var det ikke uden forbehold, at partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, kunne glæde sig.

Aftalen blev nemlig uden oppositionens opbakning, og den politiske splittelse på Christiansborg ærgrer Sofie Carsten Nielsen.

- Det er vigtigt, at der er samling i Folketinget. Det er dybt ærgerligt, at det splitter på den her måde. Det tror jeg både oppositionen og regeringen har et ansvar for, siger hun.

- Jeg synes ikke, at regeringen har kørt nogen imponerende proces. Jeg synes, at det er for lukket og alt for lidt inddragende, det regeringen gør.

- Omvendt kan vi ikke tage ansvar for at sidde det brede ekspertarbejde, som vi bad om, overhørig

Sofie Carsten Nielsen frygter, at det politiske slagsmål kommer til at resultere i en svagere efterlevelse af myndighedernes coronaanbefalinger blandt borgerne.

- Det kan risikere at sætte efterlevelsen over styr, at der er så meget splittelse, som der er, siger hun.

- Det er helt afgørende, at der er samling i Folketinget, og at det ikke bliver en råbekonkurrence og mudderkastning.

Efter aftalen fremhæver SF's formand, Pia Olsen Dyhr, sin glæde over, at de første elever på høj- og efterskoler igen kan møde op på skoler i enkelte dele af landet.

Hun håber på, at der snart vil være flere høj- og efterskoleelever, der kan følge trop.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg er særligt glad for, at vi ganske forsigtigt kan begynde at åbne højskoler og efterskoler i hele landet allerede 15. marts, hvis smitten tillader det, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/