Peter Hummelgaard (S) mener ikke, at dagpengepausen skal forlænges. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Trods advarsel fra A-kasser: Minister vil ikke forlænge dagpengeperiode

22. aug 2020, 10:41
Selvom flere tusinde danskere risikerer at miste deres dagpengeret inden for det næste halve år, vil beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke forlænge dagpengeperioden.

Flere tusinde danskere risikerer indenfor få måneder at ryge ud af dagpengesystemet, når dagpengeuret igen begynder at tikke efter, at det har været sat i stå under coronakrisen.

Sådan lyder advarslen fra Danske A-kasser.

Alligevel mener Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke, at der er behov for at forlænge dagpengeperioden:

- Nu er vi i en situation, hvor store dele af Danmark er blevet lukket op. Det gælder også på beskæftigelsesområdet, hvor den aktive indsats igen er oppe og køre, og hvor tallene peger på, at der, på trods af sundhedskrisen, er job at søge. Derfor mener vi ikke, at dagpengepausen skal forlænges, men vi følger udviklingen. Her kan vi efter et stort fald i beskæftigelsen i foråret se, at den i juni er steget med over 10.000. Ligesom Beskæftigelsesministeriets egne tal også viser, at ledigheden er på vej i den rigtige retning, siger Peter Hummelgaard til A4 arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: A-kasser slår alarm: Tusinder risikerer at miste dagpenge om kort tid  

Danske A-kasser anslår, at op mod 9.000 dagpengemodtagere den 1. september vil stå i en situation, hvor de maksimalt har seks måneders dagpenge tilbage. Og det på et tidspunkt, hvor der, ifølge direktør Verner Sand Kirk, er en historisk dårlig chance for at få et job.

I et interview til A4 arbejdsliv slår han fast, regeringen burde forlænge den såkaldt døde periode og vente med at sætte dagpengeuret i gang igen:

- Jeg er desværre overbevist om, at vi kommer til at se en markant og kedelig udvikling på det her område. Derfor mener jeg heller ikke, at regeringen kan forsvare at sætte gang i dagpengeuret i den nuværende situation, siger Verner Sand Kirk.

Men ifølge Peter Hummelgaard er en forlængelse af dagpengeperioden ikke svaret:

- Nu handler det om at sørge for, at ledige bliver løftet i krisen, så de står stærkere, når jobbene for alvor vender tilbage. Fra august har ledige på dagpenge kunnet uddanne sig til 110 procent af dagpengesatsen, hvis det er områder med gode jobmuligheder. Det kan fx være til de job, som opstår, fordi et bredt flertal har besluttet at klimarenovere landets almene boliger for 30 milliarder kroner, siger han og tilføjer:

- Vi har sat gang i en række omfattende initiativer, der skal sparke gang i økonomien og skabe arbejdspladser, når hjælpepakker, herunder også dagpengepausen, er udfaset. Blandt andet vedtog vi mandag, at danskerne kan få udbetalt tre ugers feriepenge til sammenlagt knap 60 mia. kroner.