Tro på dig selv og tjen stort på aktierne

9. feb 2010
Stol ikke på banken, men på dig selv. Så kan du tjene penge på aktier. Det er ikke atomfysik, beroliger direktør for aktionærforening.

Avisen.dk giver her konkrete råd til, hvordan du kommer i gang med aktiehandel. Der er mange penge at hente, hvis du har lidt tålmodighed og sætter tid af til projektet - selv om der er krise. For den gode nyhed er, at aktiemarkedet på sigt altid når nye højder.

Til formålet har vi allieret os med Charlotte Lindholm, der er direktør for Dansk Aktionærforening. Før du kaster dig ud i aktiehandel, foreslår hun, at du minimum har 5.000 kroner til rådighed. Er beløbet ikke større end dette, bør du ikke sprede investeringen ud over flere aktieposter.

Vær realistisk og tænk langsigtet:
”Lad være med at tro, at fordi du hedder Brian Børge Jensen, så kan du investere dig til Bill Gates' formue på et halvt år. Sådan er verden ikke indrettet. Sæt dig et realistisk mål, siger Charlotte Lindholm.

Sæt klare mål for investeringen:
Charlotte Lindholm anbefaler, at du sætter dig klare mål for, hvad du vil med de enkelte aktier. For eksempel at hive gevinsten hjem, når de er steget 20 procent. Eller tage tabet, når de er faldet 15 procent.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Tag ansvar for egne penge:
Det er dumt at handle aktier for lånte penge.
”Man skal kunne tåle at tabe de penge, man bruger på aktier. Tag ansvaret for dine egne penge og lad være med at lade andre gøre det,” slår Charlotte Lindholm fast.
Aktiemarkedet går op og ned, så vil du undgå at bide neglene til blods i frygt for at tabe penge, så skal der kun handles for penge, der ikke er katastrofale at miste.

Gør hjemmearbejdet ordentligt:
Som aktionær er du medejer. Inden du bliver det, skal du finde ud af, hvordan virksomheden plejer sine medejere. Research på virksomheden: Hvad er det for en størrelse, hvordan ser branchen ud, hvor meget er den steget eller faldet de seneste fem år.
"Og så er det vigtigt ikke at følge råd ukritisk. Der er rigtig mange, der har mange gode ideer til, hvad man skal investere i," siger Charlotte Lindholm.

Vær selv ekspert:
Stol på egen dømmekraft - også når det gælder råd fra din trofaste bank gennem 30 år.
Ifølge Charlotte Lindholm har alle banker en egen dagsorden. De kan eksempelvis have svært ved at foreslå køb af konkurrerende bankers aktier, siger Charlotte Lindholm:
”Det er ikke sikkert, at Danske Bank vil anbefale Nordeas produkter”.
Hvis man alligevel vælger at trække på rådgiveres ekspertise, behøver det ikke være nogen dårlig idé - men lad være at tage den første, den bedste bank, lyder rådet. Charlotte Lindholm foreslår at indhente tilbud fra flere banker. Ring eller skriv til tre banker og få dem til at komme med bud på, hvad de kan tilbyde dig.

Spred investeringen:
Spred investeringerne, anbefaler Charlotte Lindholm. Lad være at smide hele arven i én branche. Men spred dine aktier til flere genrer og køb for forskellige beløb. Så er du ikke afhængig af, om Danske Bank nu også afleverer et godt halvårsregnskab.

Køb på flere tidspunkter:
Køb aktierne på forskellige tidspunkter. Det er svært - for ikke at sige umuligt - at forudse, hvornår aktiemarkedet topper eller er i bund, siger Charlotte Lindholm:
”Tro aldrig på, at du kan time markedet. Det er der ikke nogen, der har kunnet gøre.”

Pas på finansaktierne:
Om aktiemarkedet det næste halve års tid stiger, falder eller bevarer dagens niveau, kan Charlotte Lindholm af gode grunde ikke spå om. Men hun vil godt give et bud på, hvilken branche du skal være forsigtig med at give dig i kast med. Her peger hun på finanssektoren:
"Der er brancher, der har haft det svært i finanskrisen. Blandt andet har der været meget overmod inden for finanssektoren, så der skal man være lidt forsigtig."

Begynd her:

Dansk Aktionærforenings medlemmer har stemt på, hvilke banker og børsmæglere, der i aktieøjemed er bedst til at varetage investeringer.
I undersøgelsen skulle aktionærerne stemme på, hvor godt institutterne klarede sig inden for 14 kategorier. Heriblandt: driftstabilitet, kurtage (gebyr for at købe og sælge værdipapirer), brugervenlighed, overblik over depot, omfang af muligheder og generel tilfredshed.

Her følger de fem bedste på ranglisten:
Nordnet
E-Trade
Eik Bank
Saxo Bank
Nordea