FREDAGSSPAREGUIDE: Trick: Sådan undgår du RKIs gabestok

18. jun 2010
Tag det køligt, når RKI sender dig røde breve med trusler om uden yderligere varsel at sende dig i en gældsgabestok.

Flere hundredetusinde forbrugere modtager hvert år skriftlige trusler om komme i dårligt selskab i RKI’s skyldnerregister, hvor over 200.000 danskere er stemplet som dårlige betalere.

Mange rager nemlig uklar med eksempelvis teleselskaber, leasingfirmaer, bogklubber og långivere, hvis gebyrbelagte fakturaer kan være svære at forstå – eller svære at betale.

Kreditorer svarer igen

Derfor tøver de med at betale kreditorerne, der sjældent tøver med at svare igen med gebyrer, rykkere, inkassotrusler – og registrering i det berygtede RKI-register.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Mange forbrugere kender ikke til deres rettigheder, herunder muligheden for at gøre indsigelse mod at blive registreret som dårlig betaler." siger Troels Holmberg, økonom i Forbrugerrådet.

Derfor skynder mange sig at betale, fordi de tror, at det ubehagelige røde RKI-trusselsbrev er sidste udkald, inden de havner i gabestokken. Deri står:

"På nuværende tidspunkt kan vores kunder ikke se denne registrering. Den vil dog uden yderligere varsel kunne videregives senere, hvis betingelserne i Persondatalovens paragraf 23, stk. 3 bliver opfyldt."

Man skal være enig

RKI gør ikke meget ud af at forklare, at den paragraf faktisk kræver, at man som forbruger er enig med eksempelvis sit teleselskab i, at man skylder dem penge.

Så brevet skal altså ikke forstås sådan, at man uden yderligere varsel bliver hængt ud.

Man skal først skrive under på, at man er enig i, at man skylder pengene. Hvis man er blevet stævnet og skal møde i retten på grund af gælden, kan man også komme i registret. Ellers ikke.

Som Troels Holmberg, Forbrugerrådet, siger det:

"Hvis ikke du er enig i, at du skylder penge, må kreditoren slet ikke registrere dig RKI, før kreditoren har dom for det."

RKI skal slette dig omgående

Eller som det står i RKI’s interne retningslinjer:

"Hvis forbrugeren kontakter Experian (RKI, red.) og gør indsigelse mod en fordring, undersøger vi, om sagen er afgjort ved en retsinstans. Hvis dette IKKE er tilfældet, SKAL vi omgående slette registreringen."

RKI erkender, at nogle forbrugere kan opfatte det røde brev forkert.

"Jeg kan godt se, at det ikke står helt klart, at en offentlig registrering kræver en skyldnererklæring eller en dom, men skrivelsen er godkendt af Datatilsynet og overholder alle regler," siger Birgit Hjelm Pichat, kommunikationschef i RKI.

Forbrugerrådet anbefaler forbrugere - der mener at være uberettiget registreret i RKI - at klage til RKI eller kreditoren. Hvis ikke det hjælper, kan man klage til Datatilsynet.

Vidste du at...
  • mange banker får direkte besked fra RKI, hvis du ryger i registret.
  • du på dininfo.dk kan tjekke, om du står i RKI.
  • du skal slettes fra RKI, hvis ikke du mener, du skylder penge.
  • Krisen har sendt flere i RKI.
  • hvis du er registreret i RKI, kan det påvirke din kreditværdighed.
  • du via Forbrugerrådets site kan få gældsrådgivning - og, at du på RKI's dininfo.dk kan få et par gode råd.

 

Dokumentation: Læs RKI's interne regler for, hvornår du skal slettes. Hent pdf.