Tre personer nævnes som mulige kandidater til posten som direktør i Arbejdstilsynet. Foto: Pressefotos

Her er topkandidaterne til direktørposten i Arbejdstilsynet

12. maj 2020, 07:00
Særligt tre personer nævnes som kandidater til den ledige direktørpost i Arbejdstilsynet.

Hvem skal have 680 medarbejdere under sig og efterfølge Søren Kryhlmand som direktør i Arbejdstilsynet?

Det svar bliver vi formentlig klogere på før sommerferien, når den nye direktør ventes at indtræde på posten omkring den 1. juli.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmiljøarkitekten med det politiske boldøje er stemplet ud: 'Stort tab for Arbejdstilsynet'

A4 Arbejdsmiljø har talt med en række kilder, der nævner mulige kandidater til posten. Særligt tre navne går igen.

Thomas Hjortenberg

Den 43-årige Thomas Hjortenberg, der er fagdirektør i Skattestyrelsen, nævnes gentagne gange, og han må regnes som topkandidat til posten. Han kender Arbejdstilsynet særdeles godt fra sin tid som vicedirektør i tilsynet fra 2017 til 2019.

Han er ligesom Søren Kryhlmand uddannet cand.scient.pol., og han har bred erfaring fra stillinger i statsadministrationen. Han har blandt andet været kontorchef i Beskæftigelsesministeriet og fuldmægtig i Finansministeriet. Derudover har han haft ledelsesposter i Københavns Kommune. Først som kontorchef og senere sekretariatschef.

Vibe Westh

Vibe Westh har i flere år været vicedirektør i Arbejdstilsynet under Søren Kryhlmand. De to havde et glimrende samarbejde, og hun er pt. konstitueret direktør i Arbejdstilsynet.

Vibe Westh har tidligere været afdelingschef og rådgiver i Beskæftigelsesministeriet. Hun blev uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2002.

Lasse Boje

Lasse Boje regnes for en mand med ambitioner, og næste trin på karrierestigen kunne være en direktørpost i Arbejdstilsynet. Han har siden oktober 2018 været afdelingschef for Politi- og Strafferetsafdelingen i Justitsministeriet. Inden da var Lasse Boje afdelingschef i Beskæftigelsesministeriets Center for Arbejdsliv.

Han har dog størst kendskab til justitsområdet, da han indtil slutningen af 2016 tilbragte otte år i Justitsministeriet, hvor han blandt andet var kontorchef. Tidligere har han været ansat i Rigspolitiet.

Lasse Boje blev uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2006.

Sådan gjorde vi

A4 Arbejdsmiljø har talt med en række forskellige kilder uafhængigt af hinanden. De har alle haft et nært og fortroligt samarbejde med Søren Kryhlmand.

Ingen kilder citeres i denne artikel, fordi det var forudsætningen for at deltage i artiklen. Det ønske har vi imødekommet.

Arbejdstilsynets krav til næste direktør

Arbejdstilsynet skriver i stillingsopslaget, at de forestiller sig, at den nye direktør:

  • Har en stærk lederprofil, dokumenteret ledelseserfaring på topchefniveau og dokumenteret erfaring med at skabe resultater i en politisk ledet organisation og gerne erfaring med drift.
  • Er en visionær, anerkendende og motiverende leder, der kan skabe udvikling og resultater i en stor kompleks organisation.
  • Kan arbejde strategisk og sikre indfrielse af mål og værdier.
  • Har stærke analytiske evner og kan se muligheder og sammenhænge på tværs.
  • Har gennemslagskraft og kan kommunikere klart om mål, forventninger og beslutninger.
  • Har en akademisk uddannelse på kandidatniveau suppleret med en lederuddannelse.