Tredobbelt SU til særligt udvalgte

16. sep 2009
FTFs formand, Bente Sorgenfrey, er ikke bekymret for, at unge vil udskyde deres uddannelse for at vente på høj voksenSU

En pulje på 300 millioner kroner på næste års finanslov skal skaffe højere SU til personer, der i en moden alder uddanner sig til lærer, sygeplejerske eller et af de andre fag, hvor der ifølge FTF vil vil mangle mindst 20.000 uddannede i 2015.

Det forslag vil løse en del af problemet, mener FTFs formand Bente Sorgenfrey.

Hvorfor skal voksne have højere SU, hvis de uddanner sig inden for et af de fag, hvor der er mangel på arbejdskraft?

"Vi ved, at der er rigtigt mange voksne danskere, der ikke i tide fik sig en uddannelse, og som nu har familie og derfor ikke har råd til at uddanne sig. Den mulighed skal de have. Det kunne for eksempel være den dygtige Sosu-hjælper, der gerne vil være sygeplejerske, men ikke kan få tingene til at hænge sammen på SU. Der kunne vores forslag hjælpe".

Vil jeres forslag ikke få de unge til at udskyde deres uddannelse, indtil de bliver gamle nok til den høje SU?

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det tror jeg slet ikke. Vores forslag er for en afgrænset gruppe på lidt over 2000 personer. Og det er ikke hvem som helst, der skal kunne modtage den høje SU. Man skal have en del års erhvervserfaring inden for det område, hvor man gerne vil uddanne sig, og man skal kunne optages på uddannelserne på normal vis. Så det er ikke en blankocheck, der vil få de unge kan vente med at uddanne sig".

Jeres egne tal viser, at der vil mangle 20.000 uddannede om ti år, men du siger, at jeres forslag kun handler om 2000. Hvor skal de sidste 18.000 komme fra?

"De skal komme ved, at vi også skal gøre uddannelserne mere attraktive for de unge. De unges billede af uddannelserne og af det arbejde, der ligger bagefter, skal være attraktivt. Ellers søger de ikke uddannelserne. Så det handler også om at skabe nogle spændende studiemiljøer med et højt fagligt indhold, og at vise de unge, at der er spændende karrieremuligheder inden for de her fag.