Treårig dreng hængt i persiennesnor

8. okt 2008
En treårig dreng var tæt på at miste livet, da han faldt ned fra en vindueskarm i en børnehave og blev hængt i snoren fra en persienne.

Det var under en leg, at den treårige dreng havde kravlet op i en vindueskarm i Stjernevejens Børnehave i Gråsten, oplyser eb.dk.

Drengen har sandsynligvis selv trukket snoren om halsen. Det vides ikke, om han har mistet balancen, eller om han selv har hoppet ned fra karmen, men ikke desto mindre endte drengen med at hænge frit med snoren om halsen.

Heldigvis var en af pædagogerne også uddannet sygeplejerske, og hun kunne give barnet førstehjælp. Og fordi børnehaven ligger cirka 200 meter fra et lægehus, kunne en af lægerne herfra også hurtigt hjælpe drengen.

Drengen blev først kørt til Sønderborg Sygehus, hvor han blev lagt i kunstig koma. Han er efterfølgende blevet overført til Odense Universitetshospital, hvor han befinder sig nu.

Børnehavens pædagoger er rystede.

"Normalt er snorene til persiennerne i børnehaven rullet sammen og lagt, så børnene ikke kan nå dem. I eftermiddag, når forældrene kommer for at hente deres børn, orienterer vi dem om det, der er sket og fortæller dem, at nu bliver alle persienner i børnehaven taget ned. Det er forfærdeligt for os alle det, der er sket, og vi tænker meget på familien," siger Stjernevejens Børnehaves souschef, Bente Løwe Christiansen til Ekstra Bladet.

/Newspaq/

faktaboks