I en fyringsrunde på Naturhistorisk Museum Aarhus, hvor tre ansatte skulle fyres, var de alle tre tillidsvalgte. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

Flere tillidsvalgte fyret: Jeg har aldrig hørt om noget lignende

11. dec 2019
Tre tillidsvalgte på Naturhistorisk Museum Aarhus er blevet fyret. "Det er helt uacceptabelt at pege på tre tillidsvalgte til fyringer ud af tre mulige. Jeg har faktisk aldrig hørt om noget lignende", raser formanden for Dansk Magisterforening. Museumsdirektør begrunder fyringerne med økonomiske vilkår.

3 ud af 35 medarbejdere på Naturhistorisk Museum Aarhus har fået en fyreseddel. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, hvis det ikke var fordi, at de alle tre var tillidsvalgte.

Det drejer sig om en tillidsrepræsentant, en suppleant og en næstformand i samarbejdsudvalget. Hos Dansk Magisterforening (DM), hvor de tre, der snart står uden job, er organiserede, er de rystede:

LÆS OGSÅ: Ansatte nedlægger arbejdet - Kræver undskyldning fra direktør

- Det er helt uacceptabelt at pege på tre tillidsvalgte til fyringer ud af tre mulige. Jeg har faktisk aldrig hørt om noget lignende. Det her er så principielt, at hele fagbevægelsen må sætte foden ned, siger Camilla Gregersen, der er formand for DM til A4 Nu.

Det er så vitalt, at vi beskytter tillidsvalgte, for det er dem, der skal kunne bringe de svære ting op på arbejdspladsen.
Camilla Gregersen, Formand for Dansk Magisterforening (DM)

Tillidsrepræsentanter er særligt beskyttede mod afskedigelser. Ifølge DM er de varslede afskedigelser i strid med aftalen om tillidsrepræsentanter i staten, Cikulære om tillidsrepræsentanter i staten. Heri står der, at tillidsrepræsentanter kun kan fyres, hvis der er såkaldte "tvingende årsager”. De årsager kan godt være besparelser eller omstruktureringer. Men som der står i aftalen, kan arbejdsmangel kun være en tvingende årsag, hvis museet kan bevise, at de ikke kan undvære andre medarbejdere. Og det er ifølge formanden for DM ikke sket i dette tilfælde.

- Det er så vitalt, at vi beskytter tillidsvalgte, for det er dem, der skal kunne bringe de svære ting op på arbejdspladsen. Der skal være tvingende årsager til at fyre en tillidsrepræsentant, og der er ingen tvingende årsager er i det her tilfælde. 

Det er økonomiske vilkår

Det er Bo Skaarup, museumsdirektør på Naturhistorisk Museum Aarhus, ikke enig i:

- Årsagen er museets økonomiske vilkår. Jeg har kigget på, hvilke medarbejderressourcer der kan undværes. I den sammenhæng har det været helt tilfældigt, at det har været tre tillidsvalgte ansatte, der har kunnet det. Jeg skal selvfølgelig kigge på, om de kunne varetage en anden af museets opgaver, og det har jeg ikke fundet. Jeg vil nødigt ramme de tillidsvalgte, for det er klart, at det er svært at forklare omverdenen - og det med god grund, fordi tillidsvalgte er særligt beskyttede, hvilket jeg anerkender og har stor respekt for, siger han til A4 Nu.

- Jeg ser helt klart en trend. Derfor skal vi allerede i de kommende overenskomstforhandlinger tale om, hvordan vi kan øge beskyttelsen af de tillidsvalgte.
Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening

Fagforeningen, de tre fyrede og Bo Skaarup skal til deres andet forhandlingsmøde på mandag. Ved det første møde kom parterne ikke frem til en løsning:

- Lige nu håber jeg selvfølgelig på, at vi kan få snakket os til rette, ellers vil vi helt sikkert gøre en sag ud af det. Det her er af yderst principielt karakter. Vi er inde og røre ved kernen af den danske model, siger Camilla Gregersen.

LÆS OGSÅ: Kort før sin død - Kløvedal fik stort ønske opfyldt

For nylig blev der fyret 12 ansatte i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning og af dem, var tre tillidsvalgte. Er der en tendens til, at flere tillidsvalgte bliver fyret?

- Jeg ser helt klart en trend. Derfor mener jeg, at vi allerede i de kommende overenskomstforhandlinger skal tale om, hvordan vi kan øge beskyttelsen af de tillidsvalgte. For hvis det først bliver sådan, at tillidsvalgte bare kan fyres, så er der ingen medarbejder, der tør tage det vigtige hverv, siger hun. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her