Foto: Ritzau Scanpix

Tre mænd anholdt: Sigtes for drabsforsøg

27. jul 2020, 13:31
I alt seks mænd fremstilles i grundlovsforhør efter knivstikkerier i Ishøj og Hundige søndag aften.

I alt seks mænd er blevet anholdt og sigtet for to knivstikkerier i Ishøj og Hundige syd for København søndag aften.

Tre mænd fremstilles i Retten i Glostrup i forbindelse med knivstikkeriet i Ishøj. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Anklagemyndigheden vil have mændene varetægtsfængslet for drabsforsøg.

Volden skete tidligt søndag aften på Ishøj Strandvej og fandt sted kort tid efter et andet knivstikkeri på en parkeringsplads ved Hundige Havn.

Først på eftermiddagen mandag frigiver politiet på Vestegnen ikke yderligere detaljer, oplyser pressetalsmanden.

Midt på eftermiddagen mandag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at tre mænd fremstilles i grundlovsforhør i forbindelse med et knivstikkeri i Hundige.

Her blev en 31-årig mand såret af knivstik. Han er indlagt, men er ikke i livsfare, oplyste politiet tidligere mandag.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har talsmand, Martin Bjerregaard fortalt, at der formentlig er tale om "interne stridigheder mellem forskellige grupperinger".

De tre mænd på 18, 19 og 30 år fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. De to ældste fremstilles in absentia, altså uden selv at være til stede, skriver politiet på Twitter.

Der er ikke umiddelbart svar på, om der kan være en sammenhæng mellem de blodige begivenheder.

/ritzau/