Tre døde ved angreb på Natotankbiler

4. okt 2010
Tre personer mistede livet, da formodede militante islamister satte ild til tankbiler med brændstof til Nato i Afghanistan. Det er det andet angreb på få dage.

Det kostede tre personer livet, mens flere blev såret, da formodede militante islamister i Pakistan angreb tankvogne i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Tankvognene blev brugt til at transportere brændstof til Nato i Afghanistan, og angrebet er en gentagelse af et lignende angreb på tankvogne, som blev foretaget i fredags af ukendte gerningsmænd i det sydlige Pakistan. Angrebet skete ved et olieraffinaderi uden for hovedstaden Islamabad, hvor tankbilerne skulle tanke. - Mens de ventede på at få benzin på, åbnede flere personer ild mod bilerne og smed molotow-cocktails mod dem. Sikkerhedsvagterne besvarede ilden, og der blev affyret skud i et stykke tid, siger politichef i Islamabad Omar Hayat. Ifølge Pakistans politi er formålet med angrebene formentlig at stoppe brændstofleverancer til Afghanistan gennem en ny forsyningsrute. /ritzau/AFP

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her