Ifølge politiet er tre døde i ulykken. (Arkivfoto) Foto: John Morris/Reuters/Ritzau Scanpix

Turistbus i alvorlig ulykke: Tre døde

19. jul, 10:10
Tre er døde, og flere er kvæstet, efter at chauffør mistede kontrol over turistbus i canadisk nationalpark.

Tre personer er døde, mens flere er i kritisk tilstand efter en busulykke i Jasper Nationalpark i den canadiske provins Alberta.

Det bekræfter lokalt politi, skriver det canadiske medie Global News.

Ulykken er sket lørdag eftermiddag lokal tid i et af de mest populære turistområder i det vestlige Canada.

Der var 27 personer om bord, da chaufføren mistede kontrol med bussen og angiveligt rullede ned ad en bakke.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at turistbussen er rullet om på taget nær gletsjeren Columbia Icefield i nationalparken.

Ifølge politiet er tre voksne personer omkommet i ulykken, mens "et antal andre passagerer" er alvorligt kvæstede.

Flere af de tilskadekomne er blevet fløjet fra stedet i helikopter og herefter transporteret videre til hospitaler i ambulancer, beretter lokale tv-stationer.

Et øjenvidne, der så ulykken på afstand, fortæller til den canadiske avis The Globe and Mail:

- Pludselig begyndt alle at skrige, fordi de så, at turistbussen mistede kontrollen, siger øjenvidnet ved navn Vanja Krtolica.

- Den slingede ned af den 33 grader stejle skåning og mistede kontrollen.

Der er tale om en turistbus ejet af selskabet Pursuit.

Det er et firma, som tager især turister med på sightseeingture til Athabasca-gletsjeren, som er en del af Columbia Icefield.

Busserne er udstyret med særlige hjul, som skal gøre det muligt for busserne at køre på is og i alle typer terræn.

/ritzau/AFP