Trafiknisse fra V tilstår: Jeg er tognørd

7. apr 2013, 06:00
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, vil hellere have veterantog på skinner end færre spøgelsesbilister på vejene. Helt i orden, mener han selv.

Du skal se godt efter, men den er god nok.

I det seneste trafikforlig, der blev offentliggjort før påske, har Venstres trafikordfører fået tilføjet tre linjer.

På dem står der følgende:

"Parterne er enige om at afsætte en pulje på fem millioner kroner til fremme af veterantogskørsel. Indsatsen finansieres ved at anvende de resterende midler, der tidligere har været reserveret til bekæmpelse af spøgelsebilisme."

Derudover er der afsat en million kroner til en analyse af fremtidens veterantogsdrift efter en udrulning af nye signaler.

Avisen.dk har spurgt Kristian Pihl Lorentzen, hvorfor han hellere vil have veterantog på skinner end færre spøgelsesbilister på vejene.

Hvorfor er veterantog så vigtige for Venstre?

"Jernbanen har haft en enorm betydning for det velfærdssamfund, vi alle nyder godt af i dag. Fordelen er, at vi kan komme ud at opleve kulturhistorien i praksis. Veteranbanerne er med til at skabe en forståelse af, hvor vigtige tog har været og stadigvæk er i dag. Og så er der et stort potentiale ved de danske veterantog med hensyn til turisme."

Dansk Jernbaneklub har 2.800 medlemmer. Hvis pengene gik direkte til dem, var det godt 2.100 kroner pr snude.

Hvad skal veterantogs-entusiaster bruge så mange penge til?

"Hvis der er nogle skinner, der trænger til at blive skiftet ud. Hvis der er en remise, der trænger til et nyt tag. Så vil der være en pulje, som de kan søge om penge til dækning af engangsudgifter."

Pengene stammer jo fra kampen mod spøgelsesbilismen. Hvorfor prioriterer veterantog over sikkerhed i trafikken?

"Vi har fundet finansieringen inden for infrastrukturfonden. Vi har kigget på, hvor er der nogle projekter, hvor alle penge ikke er blevet brugt, som vi oprindeligt planlagde. Der fandt vi så nogle penge i en pulje til spøgelsesbilisme, hvor der var afsat en ret stor pose penge fra en tidligere aftale."

"Det er ikke sådan, at vi dropper kampen mod spøgelsesbilismen."

Siden 2007 er der sket en markant stigning i antallet af spøgelsesbilister. Hvert år kører 172 i snit mod kørselsretningen på de danske veje og motorveje. I december fik en mand amputeret sit ene ben efter en påkørsel af en spøgelsesbilist.

Hvordan kan Venstre forsvare at tage penge fra den indsats til noget så fjollet som veterantog?

"Det kan vi sagtens. Vi har iværksat en række tiltag, og der kører nogle forsøg. Vi føler, at vi har en god indsats mod spøgelsesbilisme. Det her er noget, vi gør med åbne øjne. Det er alle partierne enige om."

Der er forsøg med pigge på motorvejsramper fem steder i landet. Piggene punkterer spøgelsesbilistens dæk, så han/hun stopper før motorvejen. Hvorfor ikke bruge millionerne på et forsøg mere?

"Fordi vi var enige om at bruge dem på veterantog."

I 2010 var du selv ude at sige, at der har været 11 dræbte og 31 personskader i perioden 1999-2009 på grund af spøgelsesbilismen, og at indsatsen er vigtig.

Har du skiftet mening?

"Nej. Jeg mener, at kampen mod spøgelsesbilisme er vigtig. Vi skal finde de midler, der er effektive, og det er vi i fuld gang med. Forsøgene kører videre. Og så er der nogle penge tilovers, og dem har vi så valgt at give til veteranbanerne."

Har Trafiknissen flere gaver i sækken til veterantogs-entusiaster?

"Jeg vil stadigvæk være positiv i forhold til vores jernbanehistorie. Den skal vi have dyb respekt for. Alle de ildsjæle, der arbejder på veteranbanerne, fortjener at få en håndsrækning. Jeg tilstår gerne, at jeg er tognørd."