Selvom Danmark er ramt af corona-krisen, vil det ikke påvirke det økonomiske råderum, lyder det fra flere topøkonomer. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Økonomer: Krisen skærer ikke i det økonomiske råderum

27. maj, 09:23
Økonomer forventer, at regeringen har samme milliarder til velfærd og grøn omstilling – eller skattelettelser – som inden krisen ramte.

Trods udsigten til et historisk stort underskud på statens finanser ser regeringen ud til at have nogenlunde lige så mange penge til at kunne løfte velfærden og finansiere den grønne omstilling, som inden coronakrisen ramte. Det skriver Altinget.

LÆS OGSÅ: Kendt kæde lider under coronakrise

Det er den umiddelbare vurdering fra flere økonomer, efter at regeringen tirsdag præsenterede en ny økonomiske redegørelse.

- Forudsat at vi på et tidspunkt kan vende tilbage til normalen, så er der tale om et midlertidigt tilbageslag, der ikke for alvor rammer regeringens rådighedsbeløb, siger Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, til Altinget.

Regeringens finanspolitiske råderum sætter rammen for, hvor mange penge regeringen har frem mod 2025 til at finansiere initiativer, der mere permanent øger de offentlige udgifter eller sænker indtægter fra skatte og afgifter.

Det kan eksempelvis være flere penge til pædagoger og sygeplejersker, udgifter til at understøtte grønne energiformer eller skattelettelser for den sags skyld.

Årsagen er, at både det aktuelt store underskud og udgifterne til coronarelaterede indsatser forventes at være forbigående.
Ifølge regeringen vil det derfor ikke påvirke den såkaldte strukturelle saldo, der er et udtryk for den underliggende sundhedstilstand på de offentlige finanser.

- Hvis den strukturelle saldo er upåvirket af krisen, så er der gode muligheder for, at regeringens råderum er nogenlunde intakt, siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom ved AE-rådet, til Altinget.

Regeringen opdaterede senest det finanspolitiske råderum i efteråret, da finansloven for 2020 var forhandlet på plads. Dengang lød vurderingen, at der er mulighed for at løfte de offentlige udgifter permanent eller sænke skatter og afgifter for 28 milliarder kroner frem mod 2025.

Og det beløb er fortsat det rette at tage afsæt i, når Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, skal vurdere regeringens aktuelle finanspolitiske råderum.

- Regeringen forventer ikke, at økonomien bliver påvirket strukturelt på langt sigt af krisen. Derfor vil jeg tage udgangspunkt i de 28 milliarder kroner, siger han.

LÆS OGSÅ: Tv-kendis overrasker med ny kæreste