Topminister tav om boom i seniorjob

11. jun 2013, 16:00
Folketinget blev ikke forelagt alle relevante oplysninger, da seniorjobordningen blev forlænget kort før jul. Mette Frederiksen møder igen kritik for at putte med prognoserne.

Da et bredt flertal på Christiansborg i december vedtog en forlængelse af de omstridte seniorjob, undlod beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) at fortælle en yderst vigtig detalje.

Behovet for seniorjob ville blive langt større - og ordningen ville dermed blive markant dyrere, end det hun på daværende tidspunkt oplyste over for Folketingets partier.

Mette Frederiksens tavshed møder nu stærk kritik fra begge sider af folketingssalen.

Også arbejdsmarkedsforsker Bent Greve vurderer ministerens tavshed forud for den vigtige afstemning som problematisk.

"Det ville have været en god idé at sige, at vi må regne med en stigning, hvis det her bliver vedtaget," siger Bent Greve, der er professor i arbejdsmarked og velfærd på RUC.

V og EL danner fælles front

Mette Frederiksen har tidligere i år mødt skarp kritik for at tilbageholde oplysninger om de opjusterede tal for udfaldstruede dagpengemodtagere.

Kritikerne drager en parallel til sagen i spørgsmålet om seniorjob, som kommunerne har pligt til at skaffe til udfaldsramte dagpengemodtagere over 55 år.

Sagens kerne er, at Mette Frederiksen senest to dage før afstemningen om forlængelse af seniorjobordningen den 19. december blev orienteret om, at langt flere end hidtil antaget ville falde ud af dagpengesystemet.

Det har ministeren tidligere erkendt over for Ekstra Bladet.

Dermed stod det også klart, at kommunerne skulle oprette væsentlig flere seniorjob end de 1.000 personer, som Mette Frederiksen på daværende tidspunkt oplyste over for Folketinget, lyder kritikken.

"Jeg synes helt klart, det er at føre Folketinget bag lyset. Man ved, der kommer et nyt skøn, men man bekymrer sig ikke om at fortælle Folketinget det," påpeger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, og fortsætter:

"Det er en foragt over for Folketinget, som ikke klæder en minister."

Også Enhedslistens Christian Juhl, som ellers er en varm tilhænger af seniorjobordningen, er utilfreds med, at ministeren ikke fremlagde sin viden, inden han trykkede på den grønne knap.

"Det er et princip, at vi skal have de tal på bordet, som findes," fastslår han.

"Jeg ville have været rigtig glad, hvis ministeren havde sagt: 'Hør her, vi arbejder med nogle tal og beregninger. Og vi vil gerne sige det så præcist som muligt, men alt tyder altså på, at tallet bliver højere'," lyder det fra Christian Juhl.

Mette Frederiksen afviser kritikken

Mette Frederiksen afviser i et kortfattet skriftligt svar, at hun har holdt oplysninger tilbage for Folketinget.

"På det tidspunkt, hvor den udvidede seniorordning tredjebehandles, er der ikke noget endeligt dagpengeskøn, og derfor heller ikke beregninger af de økonomiske konsekvenser vedrørende seniorjob," skriver hun.

Avisen.dk ville gerne have spurgte ministeren, hvorfor hun ikke fortalte Folketinget, at der var nye og højere tal for udfaldstruede dagpengemodtagere på vej. Og at det ville påvirke antallet af seniorjobbere.

Men hun har ikke ønsket at uddybe sit svar.

Mette Frederiksen har ellers selv erkendt, at antallet af seniorjobbere og udfaldstruede dagpengemodtagere hænger uløseligt sammen.

"Det skøn (personer der opbruger retten til dagpenge første halvår 2013, red.) er siden opjusteret d. 10. januar 2013 til 17.000-23.000 og vil naturligvis også få betydning for, hvor mange der vil benytte retten til seniorjob," skriver hun i et svar til Beskæftigelsesudvalget.

Antallet af seniorjobbere tredoblet

Kritikken kommer efter, at det i sidste uge kom frem, at regeringen nu vurderer, at 3.300 ældre ledige alene i år får ret til et seniorjob. Det er tre gange flere, end ministeriets prognose forud for afstemningen i december.

"Det har stået klart igennem ganske lang tid, at der ville komme flere, som har behov for seniorjob," påpeger Bent Greve, og tilføjer:

"Det skøn, man har haft for seniorjobordningen, har hele vejen igennem været meget optimistisk. Det ville klæde både Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet oftere at oplyse, når deres skøn indeholder usikkerheder."

Seniorjob
  • Seniorjobordningen er oprettet for at opsamle ældre, som har opbrugt retten til dagpenge.
  • For at få tildelt et seniorjob, skal man have betalt til efterlønsordningen og være fyldt 55 år senest 30. juni i år.
  • Seniorjobordningen fortsætter de kommende år, men da skal man være ældre end 55 år.
  • Kommunerne har pligt til at oprette seniorjob til alle, der har optjent ret til det.

Kilde: AK Samvirke