Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forsikringsgigant giver hjemmearbejde til hver fjerde medarbejder resten af året

29. jun, 13:50
Gode erfaringer med hjemmearbejde videreføres og testes af resten af året i Topdanmark. Året ud må kun 75 procent af medarbejderne møde fysisk ind på kontoret hver dag.

Den danske forsikringsgigant Topdanmark lancerer konceptet ’Fremtidens arbejdsplads’, hvor hver fjerde medarbejder i en testperiode til efteråret skal arbejde hjemmefra.

Tiltaget sker som konsekvens af positive resultater fra coronanedlukningen, hvor virksomhedens ansatte arbejdede fra hjemmekontoret.

Det skriver Topdanmark i en pressemeddelelse.

Virksomhedens sygefravær lå i april og maj på 1,9 procent, hvilket er væsentligt lavere end i samme periode sidste år.

Med ’Fremtidens arbejdsplads må der kun være 75 procent af de ansatte til stede på arbejdspladsen ad gangen. Hvordan det konkret udmøntes, besluttes i Topdanmarks enkelte teams eller samarbejdsgrupper.

Ifølge Topdanmarks administrerende direktør, Peter Hermann, tager ’Fremtidens arbejdsplads’ udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker til fleksibilitet.

- Coronakrisen har bragt død og ulykke til hele verden, amputeret dansk økonomi og isoleret os. Men den har også åbnet vores øjne for, hvordan vi ser fremtidens arbejdsplads, og hvordan vi arbejder med trivsel i Topdanmark. Det tager vi nu konsekvensen af. Hjemmearbejde er kommet for at blive – ikke alle ugens dage, men i langt højere grad end tidligere,” siger Peter Hermann i pressemeddelelsen og uddyber:

- For nogen fungerer det bedst for både den enkelte afdeling og medarbejder at møde på kontoret hver dag. For andre fungerer det lige så godt at arbejde hjemmefra. Derfor har vi i Topdanmark valgt ikke at pålægge nogen at arbejde hjemme, ligesom vi heller ikke opstiller generelle krav om, hvor mange arbejdsdage den enkelte skal være på kontoret om ugen.

Topdanmark vil i løbet af efterårets testperiode løbende evaluere tiltaget.