Top ti: Her betaler de flest for ingenting

22. jun 2012
Se listen over kommuner, hvor antallet af borgere på passiv kontanthjælp er vokset mest fra 2011 til 2012.

Antallet af danskere på passiv kontanthjælp er vokset med 11 procent fra 2011 til 2012.

I de 98 kommuner er der stor forskel på, hvor mange flere, der er landet på passiv kontanthjælp i løbet af de sidste år.

Her er listen over de ti kommuner, hvor antallet af passive kontanthjælpsmodtagere procentuelt er vokset mest fra første kvartal 2011 til første kvartal 2012.

  1. Allerød: 43 personer, nu 136 i alt – stigning på 46 procent
  2. Halsnæs: 122 personer, nu 471 i alt – stigning på 35 procent
  3. Jammerbugt: 54 personer, nu 223 i alt – stigning på 32 procent
  4. Viborg: 262 personer, nu 1.197 i alt – stigning på 28 procent
  5. Hillerød: 107 personer, nu 488 i alt – stigning på 28 procent
  6. Næstved: 233 personer, nu 1.139 i alt – stigning på 26 procent
  7. Nordfyns: 65 personer, nu 317 i alt – stigning på 26 procent
  8. Ballerup: 148 personer, nu 731 i alt – stigning på 25 procent
  9. Nyborg: 69 personer, nu 348 i alt – stigning på 25 procent
  10. Mariagerfjord: 96 personer, nu 501 i alt – stigning på 24 procent

Allerød er den kommune, hvor der procentuelt er sket den største stigning i antallet af passive kontanthjælpsmodtagere.

Her er 43 flere borgere kommet på passiv kontanthjælp siden 2011 - en stigning på 46 procent.

På grund af de relativt få kontanthjælpsmodtagere i den nordsjællandske kommune skal der ikke mange ekstra til for, at statistikken ser voldsom ud.

Ifølge jobcenterchef Jane Gottlieb er udviklingen dog markant nok til, at det har vakt opmærksomhed i kommunen.

"Det er selvfølgelig noget, vi har bemærket, og som tvinger os til at lede efter forklaringer - samt kigge på, om de tilbud, vi har til vores borgere er gode nok," siger hun.

Godt igang, men ikke med arbejde

I Allerød er de fleste borgere endt på passiv kontanthjælp på grund af sygdom eller misbrugsproblemer, der gør dem ude af stand til at deltage i aktiveringstilbud.

"De er typisk i gang med misbrugsbehandling, tilknyttet en mentor eller i gang med en lægelig eller psykiatrisk udredning. Så de er rent faktisk i gang, de er bare ikke i gang med et tilbud, der er direkte henvendt mod arbejdsmarkedet," forklarer Jane Gottlieb.

En del af de passive kontanthjælpsmodtagere i Allerød har tidligere været på sygedagpenge.

Jobcenterchefen mener dog ikke, at stigningen i passiv kontanthjælp kan forklares med hurtigere lukning af sygedagpenge.

"Men det er fuldstændig rigtigt, at mange kommuner er blevet mere opmærksomme på, at det er dyrt at have folk gående på sygedagpenge. Så man slår ikke om sig med forlængelser, med mindre det er krævet af lovgivningen," vurderer hun.