20150901-162833-L-1920x1277we
Når vi giver bøder, er der ikke blot tale om et forbud eller et påbud, men vi fortæller arbejdsgiveren, at her har du forbrudt dig så voldsomt mod loven, at du også får en bøde, siger Arbejdstilsynets tilsynschef, Lene Teilberg. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Overblik: Disse virksomheder har modtaget de største bøder

10. dec 2020, 23:10
Aktindsigt fra flere af landet politikredse tegner et billede af, at arbejdsmiljøet fortsat halter i bygge- og anlægsbranchen. Særligt faldulykker er et problem. Her giver vi dig et foreløbigt overblik over de højeste bøder for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i 2020.

A4 Arbejdsmiljø kan i dag fortælle, at godt halvdelen af udskrevne bødeforlæg for overtrædelse af arbejdsmiljøloven udskrives, fordi det halter med sikkerheden på tagkonstruktioner, stilladser og wienerstiger i bygge- og anlægsbranchen. 

Det viser en foreløbig opgørelse, der baserer sig på aktindsigter i udskrevne bødeforelæg for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, som A4 Arbejdsmiljø har fået fra 7 ud af 12 af landets politikredse.

Det drejer sig om Nordjyllands Politi, Københavns Politi, Østjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Bornholms Politi, Midt- og Vestjyllands Politi samt Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, hvoraf tre politikredse dog kun har givet aktindsigt i afgjorte bødeforelæg.

LÆS OGSÅ: Kortlægning: Store bøder til virksomheder med faldulykker

I alt drejer det sig om 199 bødeforelæg, hvoraf 95 sager omhandler manglende sikkerhed mod ned-, gennem- og sammenstyrtning.

Derudover er der blandt andet givet ekstraordinært store bøder for at lade unge under 18 stå alene i butikker, ligesom mange af bødeforlæggene omhandler situationer, hvor der ikke er sikret tilstrækkeligt mod, at ansatte kommer i kontakt med savklinger, robotarme og andre arbejdsredskaber.

I grafikken nedenfor kan du se de virksomheder, der har modtaget de 15 største enkeltstående bøder for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i 2020.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

En bøde for overtrædelse af arbejdsmiljøloven er den højeste straf, der kan gives på arbejdsmiljøområdet. Arbejdsmiljøloven hjemler dog muligheden for fængsel i op til to år ved særlig grove overtrædelser. 

- Når vi giver bøder, er der ikke blot tale om et forbud eller et påbud, men vi fortæller arbejdsgiveren, at her har du forbrudt dig så voldsomt mod loven, at du også får en bøde. Det er den højeste straf, man kan få for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, siger Arbejdstilsynets tilsynschef, Lene Teilberg.

- Bødestørrelserne er blevet skærpet af flere omgange, og det er, fordi der også har været et øget politisk fokus på at indskærpe over for virksomhederne, at det ikke tolereres. 

I arbejdsmiljøforliget fra 2019 blev det vedtaget, at bøderne ved alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven skulle skærpes. Således kan virksomheder nu se frem til væsentlig større bøder end hidtil, hvis overtrædelserne medfører 'alvorlige personskader' eller død.

Derudover blev bøderne også skærpet i tilfælde, hvor der ses gentagne grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven. 

På kortet nedenfor finder du de virksomheder, der i A4 Arbejdsmiljøs foreløbige opgørelse har modtaget bødeforlæg for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i 2020. Zoom ind og ud på kortet og se, hvilke virksomheder det drejer sig om.