(Arkivfoto) Foto: Greenpeace/Ritzau Scanpix

Vestjyske fiskere raser mod Greenpeace

25. sep 2020, 13:20
Greenpeace vil beskytte Doggerbanke, men fiskere afviser ulovligt fiskeri

Vestjyske fiskere er i oprør over en aktuel aktion fra miljøorganisationen Greenpeace.

Greenpeace dumper nemlig kæmpestore granitblokke på bunden af Nordsøen for at forhindre fiskeri med bundtrawl.

Det fortæller DR P4 Midt & Vest.

Greenpeace har foreløbig dumpet 15 granitblokke på Doggerbanke, som er et vigtigt fangstområde for vestjyske fiskere.

- Det er jo ret vigtigt, for netop der foregår en stor del af vores tobisfiskeri, siger formand for fiskerne i Thyborøn, Alfred Fisker Hansen til DR P4 Midt & Vest.

- Det er vi jo meget frustrerede over og også forfærdet over, at myndighederne ikke kan stoppe sådan nogle ulovligheder. De skal have en bøde, der siger spar to, og så skal de rydde op efter sig selv, siger han.

Greenpeace bebuder i en pressemeddelelse, at organisationen vil fortsætte aktionen og dumpe flere sten.

Greenpeace Danmark har ingen kommentar til sagen, men henviser til Greenpeace i Storbritannien, der står for aktionen. Her forklarer man dumpningen af de tonstunge granitblokke med, at det skal forhindre ulovligt fiskeri med bundtrawl i et beskyttet havområde,

Men det afviser den vestjyske fiskerformand Alfred Fisker Hansen.

- Der er planlagt nogle beskyttede områder, men de er ikke udlagt endnu, og der er ikke foregået noget som helst ulovligt fiskeri der, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Doggerbanke er på 60.000 kvadratkilometer, hvilket er næsten halvanden gange Danmarks størrelse.

Området er delt mellem Storbritannien, Danmark, Tyskland og Holland. Men det hele er EU-farvand, indtil Brexit er gennemført.