Tom Behnke: Situationen er alvorlig

21. apr 2010
Forsinket radiosystem betyder dårligere hjælp til borgerne. Kammeradvokaten er nu inddraget. Konservativ ordfører kræver handling

At Kammeradvokaten nu inddrages i forhandlingerne mellem Terma, der skal levere beredskabets radiosystem og Staten, viser, ifølge De Konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke, at situationen er »alvorlig, vanskelig og bekymrende.«

»Det burde ikke have været nødvendigt at inddrage Kammeradvokaten, for Staten skulle i tide have sørget for, at kunne blive løst af kontrakten med Terma, der åbenbart ikke kan levere,« siger han.

Tom Behnke vil bede om en status på, hvordan det går i forhandlingerne. Han vil arbejde hårdt for, at myndighederne i fremtiden indgår it-kontrakter, som garanterer, at varer og ydelser leveres til aftalt tid og pris.

»Jeg kunne nævne Amandaskandalen og kaos omkring tinglysningen. Der er ubehageligt mange eksempler.Myndighederne må altså lære af det private erhvervsliv, når de indgår kontrakter.«

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han beroliger med, at landets beredskabsmyndigheder – trods forsinkelsen - sagtens kan komme nødstedte borgere til undsætning.

Sikkerhedsnettet
  • Sine er en forkortelse for »Sikkerhedsnettet« - et landsdækkende radiosystem skulle gøre det muligt for alle beredskabsmyndigheder at tale sammen.
  • Beredskaberne kan bruge radioerne internt, men de kan ikke få kontakt med hinanden, fordi Terma ikke har leveret den software, der kan forbinde dem via kontrolrum.
  • Den samlede pris for  Sine er 2,5 mia. kr. Terma skulle have haft 300 mio. kr., men har endnu intet fået på grund af problemerne.